Det vi har sammen

Frygter lukning af skole (Video)

Foto: TV ØST

Klosternakkeskolen i Vordingborg Kommune står overfor en stor renovering. Skolebestyrelsen frygter, at det vil betyde en lukning af skolen.

Klosternakkeskolen i Præstø har fået et påbud fra Arbejdstilsynet, som kræver, at der skal tilføres frisk luft i fire klasseværelser.

Kommunen har regnet sig frem til, at en renovering vil koste næsten 11 millioner. Forældre, elever og lærere demonstrerede i eftermiddags foran Vordingborg Rådhus, da skolebestyrelsen frygter, det vil betyde en lukning af skolen.

- Det er jo en katastrofe for området her. Det er en gammel skole, som har helt sin egen sjæl. Det kan godt være, det måske ikke er den mest moderne, men vi er meget galde for den her skole, siger Stig Hansen, formand for skolebestyrelsen.

Men ifølge skolebestyrelsen har kommunen overset en langt billigere løsning til cirka 700.000 kroner, der allerede bliver prøvekørt i et af klasselokalerne.

[video:flv:100407_foraeldre_i_oproer.flv]

- Jeg mener, kommunen ensidigt har fokuseret på den dyreste løsning med et centralventilationssystem. De har overset, at man kan få et meget billigere airmaster- system, som fungerer perfekt på andre skoler i kommunen, siger Stig Hansen, formand for skolebestyrelsen.

Men der er måske håb for Klosternakkeskolen. I kommunens Børne-, Unge- og Familieudvalg vil de se på skolebestyrelsens forslag.

- Indstillingen fra embedsmændene har ikke været god nok. Derfor har vi bedt en tekniker om at komme til udvalgsmødet, så han kan uddybe den anden løsning, siger Peter Jonassen, formand  for Børne-, Unge- og Familieudvalget.

Og med demonstrationen i dag håber skolebestyrelsen på at blive hørt.

- Vi vil gøre opmærksom på, at vi har en fantastisk god skole, og så vil vi råbe politikerne op, så de besinder sig. Især efter de har været ude i valgkampen og love, at de ikke lukker skoler, siger Stig Hansen, formand for skolebestyrelsen.

 

 

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App