Det vi har sammen

Vordingborg-fisker gør årets guldfund

Foto: TV ØST

På lavt vand så en fritidsfisker noget glimte på havbunden ud for Vordingborg. Det var en armring fra vikingetiden og betegnes som årets guldfund.

En fritidsfisker har gjort, hvad der betegnes som årets guldfund i den lavvandede Storstrømmen ud for Vordingborg: En 150 gram tung armring fra vikingetiden.

Det var Jacob Schomann, der ringede til det lokale museum, efter at han for to dage siden havde været på et noget mislykket ørredfiskeri.

Han var blevet "drillet" af en sæl, hvorfor fangstmulighederne ikke var så gode. Derfor brugte han tid på at kigge over rælingen på det lave vand.

Pludselig glimtede armringen af guld på havbunden.

Han pirkede den op og ringede dagen efter til Museerne Vordingborg.

- Jeg tror, jeg har fundet en ting, du vil kunne være interesseret i at se, sagde han i telefonen til forskningschef Dorthe Wille-Jørgensen.

Schomanns særegne fangst viste sig at være danefæ af første klasse: En armring fra vikingetiden af en helt enestående form og tyngde, men med et meget karakteristisk støbt mønster, der viser, at den må være lavet i starten af 800-tallet.

Museumsinspektør Peter Vang Petersen fra Nationalmuseet betegner fundet som "årets guldfund", og finderen kan nu se frem til en pæn dusør.

- Hvor stor kan jeg ikke sige, men et tocifret tusindbeløb i kroner bliver det nok, siger Peter Vang Petersen.

Han siger, at dusørens størrelsen bliver afmålt efter den hurtige omhu, som finderen har udvist ved at aflevere ringen hurtigt.

Smålandsfarvandet, Storstrømmen og Grønsund var en vigtig international handelsvej i vikingetiden, og der er i tidens løb fundet en hel del guldringe, især på Møn, og der er fundet adskillige andre, fornemme vikingeskatte langs ruten.

/Ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App