Det vi har sammen

Frisørmester kritiserer manglende undervisningstimer

Foto: TV ØST

Det er for dårligt, at frisørlærlingene har under 32 lektioners undervisning om ugen, siger frisørmester.

Lærlinge på landets erhvervsskoler har ikke 37-timers ugentlig undervisning, som de ellers bliver betalt for at have.

Det er kritisabelt og går ud over deres niveau, mener frisørmester Pia Hansen, der har frisørsalonen Klippegalleriet i Nykøbing Sjælland.

- Jeg oplever, at mine lærlinge har under 32 timers undervisning per uge. Faktisk under 32 lektioner á 45 minutter. Det er for dårligt, når de skal have en fuld 37-timers arbejdsuge i salonerne.

- Nogle gange kan mine elever gå forbi salonen klokken 12 og sige "Hej, hej. Vi har fri." Der har de endda allerede brugt en time på transport fra skolen, siger Pia Hansen.

Unge får for lidt undervisning

I en ny undersøgelse fra Håndværksrådet svarer kun 12 procent af håndværksmestrene, at deres lærlinge har de påkrævede 37 timers undervisning om ugen, mens 26 procent svarer, at lærlingene har under 32 timer om ugen.

Pia Hansen fortæller, at hendes elever oplever manglende disciplin og konsekvens på skolen. Blandt andet bliver nogle ting gennemgået igen, fordi nogle elever er kommet for sent. Det betyder, at der ikke er tid nok til at lære andre færdigheder.

- Måske mangler de det kreative element, fordi skolerne ikke har føling med, hvad der foregår i salonerne.

- De grundlæggende færdigheder, de lærer på skolerne, er fine nok, men skal de for eksempel klippe en page, så har de ikke fået nok undervisning eller træning. Man kan få det indtryk, at når man går på skole, så slapper man for meget af, siger Pia Hansen.

Har været sådan længe

Hun har haft salon og lærlinge i 18 år, og i alle de år har hun oplevet de samme problemer, selv om skolerne flere gange har lovet at stramme op, fortæller hun.

I Håndværksrådets undersøgelse svarer 22 procent af håndværksmestrene, at deres lærlinge ikke lærer nok på erhvervsskolerne.

Håndværksrådets undersøgelse bygger på svar fra 2886 håndværksmestre fra 10 forskellige brancher.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App