Frækt smykketyveri

Ung mand stjal fra guldsmed i Slagelse

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et ualmindeligt frækt tyveri lykkedes onsdag eftermiddag for en ung mand i forretningen Guldsmedene på Nytorv i Slagelse, skriver Sjællandske.

Tyveriet skete kort efter kl. 15, hvor manden indfandt sig i butikken. Han så sit snit til at snuppe en bakke indeholdende 35 håndlavede guldringe og stak i løb ad Nytorv ind i Langes Gård.

Tyveriet blev opdaget omgående og en ekspedient satte efter tyven. Ekspedienten forfulgte tyven fra Nytorv ind gennem Langes Gård og til Skovsøgade, men mistede så kontakten med manden.

Da politiet ankom, fortsatte man med at følge den retning, manden var forsvundet i, og inde i Slagelse Lystanlæg var der spor af tyven. Den blåforede bakke, som ringene havde været stukket ned i, lå i græsset - tømt for indholdet af ringe.

Hundepatruljen blev tilkaldt og gennemsøgte sidst på eftermiddagen anlægget i et forsøg på at få spor af gerningsmanden, men det mislykkedes, oplyser Sjællandske.

 


Nyhedsoverblik