Fra skoletræt til officerdrømme

Jesper Andersen fra Holbæk var lige ved at droppe at læse videre efter folkeskolen. Men et praktikophold hos en murer fik ham på andre tanker.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Her i regionen er der stadig problemer med at få unge til at tage en ungdomsuddannelse.

Målet er, at 95 procent af en årgang, skal tage en ungdomsuddannelse.

I Odsherred er det kun 88 procent, der gennemfører, og på Lolland er der tale om 89 procent.

Droppede næsten skolen
Jesper Andersen var en af de unge, der kraftigt overvejede at droppe at læse videre.

- Der var ikke noget værre end skolen. Jeg kunne ikke tage mig sammen til at forberede mig, og så kom jeg bagefter, og lærerne skældte ud over, at man ikke lavede lektier. Jeg bor også rimelig langt væk fra skolen, så det var svært at komme op om morgenen, når man ikke er synes det er sjovt at gå i skole, siger Jesper Andersen.

Nu er han i fuld gang med eksamensforberedelserne. Et scenarie der for 2 år siden var helt utænkeligt.

- Det er blevet nemmere at forberede sig nu, fordi jeg synes, det er sjovere nu end førhen. Jeg skal op til tre mundtlige eksamener, og det skal nok blive sjovt, siger Jesper Andersen.

Dansklærer læste signalerne
Jesper Andersens dansklærer Pernille Carlson Pedersen kunne godt se, at han ikke trivedes. Derfor tog hun en snak med Jesper Andersen og hans familie. Sammen med dem og Stenhus Kostskole fik de lavet en aftale og et samarbejde med et lokalt murerfirma to gange om ugen, hvor han brugte sin tid i stedet for på skolebænken.

- Det kan jo kun lade sig gøre, fordi alle gerne ville det. Det gælder ikke mindst Jesper og selvfølgelig også forældre og håndværkere. Og så er det jo bare fantastisk at loven giver mulighed for det, siger Pernille Carlson Pedersen.

Det er folkeskolelovens § 9, stk. 4, der gør det muligt for elever som Jesper Andersen at få skræddersyet et specielt praktikforløb i 8.- og 9. Klasse.

- Jeg er ikke i tvivl om, at det gjorde forskellen for Jesper, at han fik mulighed for at komme ud og gøre noget andet. Det gav ham mulighed for selv at komme ud og mærke, hvor hårdt det egentlig var. Og det gav ham motivationen tilbage til at læse.

Hjælper lillebror med lektierne
Hjemme hos familien Andersen har praktikken også betydet meget. Både for lillebror der nu får hjælp til lektierne. Men også forældrene kan mærke forandringerne.

- Det var jo en helt anden og meget glad dreng vi fik. Han var ikke sur. Tvær, træt og ugidelig. Han sprang ud af sengen om morgenen, og ville gerne af sted. Der har virkelig gjort en stor forskel, og han har simpelthen meget mere mod på livet, siger Annette Andersen.

For Jesper Andersen gav hans tid som murer ham en masse at bygge videre på.

- Jeg skal starte på gymnasiet, og jeg har fundet ud af, hvad jeg gerne vil være. Jeg vil rigtig gerne uddanne mig som officer inden for forsvaret, siger Jesper Andersen.

 

Hvis du vil vide, hvordan det ser ud i Holbæk eller andre kommuner i vores region, kan du følge linket her til Undervisningsministeriets hjemmeside.

Se hjemmesiden her.

 

Her kan du vælge tabellen og herefter specifikt søge efter dit område.


Nyhedsoverblik