Fortrolige dokumenter fundet på redaktørs loft

Under den tyske besættelse gemte avisredaktør fortrolige dokumenter, selvom han fik besked på at destruere dem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvad mon en rigtig redaktør gør, når han under den tyske besættelse af Danmark modtager lodrette ordrer fra Udenrigsministeriets Pressetjeneste om at følge skriftlige anvisninger om, hvad lokalmedierne må trykke og derefter at destruere dokumenterne med disse anvisninger?

DAGBLADETs tidligere og nu afdøde redaktør Per Winther fulgte i hvert fald ikke befalingen. Han pakkede i stedet dokumenterne omhyggeligt sammen og gemte dem godt inde under taget på sin daværende bolig i Ringsted. Det skriver DAGBLADET Ringsted.

Dermed sikrede han, at nutidens museumsfolk og historikere kan lære af fortiden, og om hvordan den frie presse blev søgt tøjlet i besættelsestiden.

De nuværende ejere af huset fandt dokumenterne, der var bundtet i tre stakke.

Pakkerne bestod af papirer indpakket i avispapir omviklet med et tyndt bånd. Hver af pakkerne var markeret med teksten VP for vigtige papirer, og de var nummererede I-III.

Det fremgår ikke, hvem der udsendte papirerne med oplysninger om, hvad der ikke må trykkes, men samlingsinspektør Rikke Elise Roos, Historiens Hus i Ringsted, der har gået papirerne i gennem, vurderer, at det er Udenrigsministeriets Pressetjeneste, der har stået for de fleste påbud og forbud til medierne.


Nyhedsoverblik