Det vi har sammen

Forsvunden pige fik ikke tilstrækkelig hjælp

Foto: TV ØST

Siden fredag har 16-årige Pernille Brogaard været forsvundet. I årevis har pigens problemer været kendt af Næstved Kommune. Nu erkender kommunen, at deres behandling af pigen ikke har været tilstrækkelig.

Pernille Brogaard er før løbet hjemmefra - sidst var i februar. Da søgte hun tilflugt hos Susann Steen, som hun kender gennem korsang i den lokale kirke. I fire måneder boede Pernille Brogaard hos Susann Steen, der oplevede en pige, som var dybt ulykkelig.

- Hun har før forsøgt selvmord, og jeg kan godt frygte, at hun kan finde på at forsøge igen, lyder det fra en bekymret Susann Steen.

Pigens opvækst har været særdeles problemfyldt, og i går fortalte hendes mor til TV2 Øst, hvordan hun før har bedt Næstved Kommune om hjælp til at finde et bosted til datteren.

- Det var allerede for tre år siden. Jeg oplevede det som et svigt fra kommunens side, fortalte Marianne Brogaard i går.

Også Susann Steen og Pernille Brogaard selv kontaktede kommunen for at finde hende et nyt hjem . Men kommunen har lukket øjnene, mener Susann Steen:

- Hun har selv bedt om en plejefamilie eller et bosted. Der er masser af steder, de kunne sende hende hen, men de har ikke hjulpet hende, lyder hendes konstatering.

Hos kommunen erkender de i dag, at de skulle have handlet anderledes.

- Vi må erkende, at det, vi har gjort, har ikke varet tilstrækkeligt. Det har i hvert fald ikke hjulpet Pernille tilstrækkeligt, fastslår Thomas Carlsen, som er vicedirektør i Børne- og kulturforvaltningen i Næstved Kommune.

Gennem den seneste tid har de forsøgt at finde en ny løsning for Pernille Brogaard - men om den løsning er et bosted, vil kommunen ikke kommentere på.

- Jeg kan sige, at det ikke er en tanke, vi afviser, lyder det fra Thomas Carlsen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App