Forsvaret har før haft røde ører

Weekendens våbenrøveri er ikke den eneste hændelse, der har fået gardehusarerne på Sjælland til at krumme tæer i militærstøvlerne. TV2 ØST har været i avis-arkiverne, og vi har fundet frem til en noget kulørt historie.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Siden søndag har gardehusarerne stjålet mange overskrifter her på TV2 ØST. Men faktisk har de før været på forsiden. Sammen med vores reporter Søren Langhorn, der i 1980erne arbejdede på Næstved Tidende, spoler vi tiden tilbage til den kolde krig:

- Det var jo en fantastisk historie. Den havde det hele - både galskab og drama.

En maj-aften i 1982 klipper en mand hul i hegnet, der omringer panser-værkstedet ved Næstved Kaserne; gardehusarernes tidligere base. I lommen har manden flere meter flagsnor. Snoren skal han bruge til at bagbinde sine gidsler med. Kort tid efter ringer nogen til politiet.

- Man har fået en anmeldelse om, at vagten ved kasernen er blevet overmandet. Man har holdt dem op og har taget dem som gidsler, fortæller Erik Næsager, der dengang var kriminalkommissær ved Næstved Politi. 

Gidseltageren er tidligere værnepligtig. I et våbendepot har han stjålet et gevær uden bundstykke. Geværet er altså ufarligt, men det stopper ikke manden. Han har nemlig en plan.

- Hans mening var jo i virkeligheden at tage dem til fange og senere forlange en løsesum på 25 millioner kroner. For de penge ville han købe en ø, husker Søren Langhorn, der dengang bare kaldte sig Horn i sin byline.

På øen ville manden skabe et toldfrit paradis med et casino og en tv-station.

- Han har jo været bindegal, konstaterer den nu pensionerede Erik Næsager med et smil på læben. 

Gidseltageren får aldrig sin drømmeø. Han stikker af, melder sig selv til politiet og ender på anklagebænken ved Retten i Næstved. Søren Langhorn dækkede dengang retssagen for Næstved Tidende.

- Soldaterne derude har haft røde ører. Jeg kan huske, at dommer Sven Heurlin fyrede en bredside af mod dem i retten. Han sagde, at de var til grin. Jeg har faktisk artiklen fra 1982 her. Der står, at dommeren siger, at sikkerhedsforanstaltningerne var farceagtige og dilettantiske, fortæller den erfarne reporter.

Måske har gardehusarerne simpelthen fortrængt hændelsen fra 1982. I hvert fald har Forsvaret flere gange i den her uge sagt sådan her:  

- En direkte konfrontation som det her røveri er aldrig sket før.

Citater, der har fået Søren Langhorn til igen at trække på smilebåndet.

- Da jeg hørte det, så tænkte jeg jo, at der måtte være nogen af dem, der har haft en erindringsforskydelse. Mine avisartikler viser jo, at det er sket før, slutter han.

Se indslaget fra TV2 ØST herunder:
[video:flv:090108_tidligerekaserne.flv]


Nyhedsoverblik