Forstander er tavs om kritisk rapport

Lundby Efterskoles forstander: Jeg er glad for, at Havarikommissionen har taget kritikken til sig.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Selv om Havarikommissionen retter en sønderlemmende kritik af Lundby Efterskole efter kæntringsulykken i det iskolde vand på Præstø Fjord i februar, så vil forstander Truels Truelsen ikke på nuværende tidspunkt kommentere på konklusionerne i rapporten.

- Jeg skal have nærlæst rapporten sammen med vores advokater, før jeg kan kommentere på de endelige konklusioner, siger han.

Heller ikke Søfartsstyrelsens politianmeldelse af skolen vil Truels Truelsen kommentere.

- Den kender jeg ikke noget til endnu, siger han.

Derimod er Truels Truelsen meget tilfreds med, at Havarikommissionen har lyttet til skolens kritik af det foreløbige udkast til rapporten og indarbejdet skolens kommentarer i den endelige version.

- Det betyder, at der er en ændret og mere nuanceret konklusion i den endelige rapport. Nu hedder det ikke længere skolens ledelse, men skolen, siger Truels Truelsen.

Efter det første og foreløbige udkast fra Havarikommissionen for nogen tid siden rettede Truels Truelsen en skarp kritik mod kommissionen for at gå efter ham personligt.

 


Nyhedsoverblik