Skød mod to betjente

Skuddrama i Listrup på Falster natten til torsdag. Ukendte gerningsmænd skød mod to politibetjente. Politiet betragter episoden som drabsforsøg og har jagtet gerningsmændene hele dagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Hele torsdag formiddag var den lille by Listrup på Falster afspærret. Politi og teknikere har forsøgt at sikre eventuelle spor fra nattens skyderi.

- Vi er igang med at undersøge hvilke spor der er på den patruljevognen, som blev anvendt. Og så har vi sikret forskellige spor ude på selve gerningsstedet. Men det kan jeg ikke komme nærmere ind på i øjeblikket, fortæller efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Klokken ti minutter i to  er to betjente på rutinemæssig patrulje i byen. På Tværvej møder de en varevogn. De forsøger at standse den for at tjekke om føreren har kørekort og er ædru.

- Da man så er på vej til at standse varevognen, så bliver der afgivet skud ud igennem bagruden på varevognen. De skud rammer patruljevognen på frontpartiet, fortæller Søren Ravn-Nielsen.

Heldigvis bliver ingen af betjentene ramt. De har det efter omstændighederne godt men er begge rystede over episoden.

- Det er heldigvis meget usædvanligt, at der bliver skudt mod politiet på denne her måde. Så vi betragter det som en meget alvorlig sag, som bliver efterforsket som drabsforsøg på de to betjente, der var i bilen.

Få minutter før episoden var der indbrud i et landbrugsmaskinfirma i Horreby ikke langt fra Listrup. Og måske er det de samme gerningsmænd, som kort efter skød mod politiet.

- Vi har en formodning om, at det måske kan være gerningsmænd, som har været i landbrugsmaskinfirmaet, som ikke har ønsket at standse da politiet henvendte sig, fortæller efterforskningslederen.

Gerningsmændene flygtede i den lyse Folkevogn Transporter. Politiet mangler fortsat oplysninger der kan føre til et gennembrud i sagen.

- Derfor er vi fortsat meget interesserede i, at høre fra vidner som måtte have været i Horreby og Listrup-området mellem klokken 01:30 og 02:30 natten til torsdag. De må meget gerne ringe til os. Specielt hvis de har gjort iagttagelser omkring denne lyse eller hvide Folkevognstransporter, opfordrer Søren Ravn-Nielsen.

 


Nyhedsoverblik