Forsøg: Hold gudstjenester på hverdage

Samtlige kirker i Roskilde Stift har fået frie hænder til at eksperimentere med gudstjenester på utraditionelle tidspunkter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Forsøget varer i halvandet år og retter sig især mod landspastorater med to formiddagsgudstjenester om søndagen, skriver DAGBLADET Roskilde.

- Hvis morgengudstjenesten er lidt svagt besøgt, kan det være værd at overveje, om man skal flytte den ene til et andet tidspunkt. Man kan sagtens forestille sig, at moderne familier har bedre tid til at gå i kirke på en hverdagsaften, siger biskop Peter Fischer-Møller.

I forsøgsperioden er samtlige kirker blevet pålagt at tælle kirkegængerne ved hver eneste gudstjeneste, så virkningen af forsøgene kan aflæses. Kirketællingen vil samtidig give et præcist billede af, hvordan stiftets kirker bliver brugt, og biskoppen forsikrer, at der ikke er en dagsorden om at lukke kirker.

- Mange har en forestilling om, at kirkerne står halvtomme, men det gør de langtfra. En gevinst ved kirketællingen kan være at aflive myten om, at kirkerne ikke bliver brugt, siger Peter Fischer-Møller.

Under Roskilde Stift hører blandt andre Holbæk Provsti, Kalundborg Provsti, Næstved Provsti, Ods og Skippinge Provsti, Ringsted-Sorø Provsti, Skælskør Provsti, Slagelse Provsti og Stege-Vordingborg Provsti.


Nyhedsoverblik