Forslag om Kattegatbro med magnettog

Rambøll og Siemens kommer med forslag til ny togforbindelse over Kattegat, der kan nedsætte rejsetiden mellem København og Århus til 40-50 minutter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er ikke længere utopi at tale om en rejsetid på 40-50 minutter mellem Århus og København.

Det rådgivende ingeniørfirma Rambøll og elektronikgiganten Siemens har regnet mulighederne ud og præsenterer nu en række konkrete bud på, hvordan der kan etableres supertog i Danmark. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Ifølge de to virksomheder vil det koste 50-65 milliarder kroner at bygge en helt ny, superhurtig forbindelse mellem Århus og København inklusiv alt. Blandt andet en helt ny bro over Kattegat.

Magnettoget har en række fordele som højere hastighed, lavere energiforbrug og mindre vedligeholdelse. Til gengæld kan man ikke kombinere det med andre tog. Det kan det traditionelle hurtigtog, som blandt andet er kendt fra Tyskland og Frankrig.

Med fem til 10 millioner forventede passagerer mener markedsdirektør Tonni Christiansen fra Rambøll, at økonomien også vil være interessant for private investorer.

Trafikforsker Per Homann Jespersen, RUC, hilser udspillet velkommen.

- Hvis vi skal bevare vore velstand og mobilitet i en fremtid, hvor der kommer flere restriktioner på vore udledning af drivhusgasser, er der brug for at tænke anderledes. En ren togforbindelse vil gøre toget til et fantastisk alternativ til bilen.

- Alle andre steder end i Danmark sker der en masse med hurtigtog. Det er på tide, at vi også begynder at tage det alvorligt, siger Per Homann Jespersen.

Siemens og Rambøll bringer to varianter af hurtigtog på banen. Den traditionelle type TVG eller ICE som bruges i blandt andet Tyskland og Frankrig - og det superhurtige magnettog Transrapid, der i dag kun kører i Shanghai i Kina.

Magnettoget kan bringe rejsetiden ned fra godt tre timer til 40 minutter, mens det traditionelle hurtigtog skal bruge 50 minutter på turen mellem København og Århus. Vælger man at kombinere den planlagte udbygning af jernbanen mellem København og Ringsted, vil togturen kunne gøres på omkring en time.

/Ritzau/


Nyhedsoverblik