Det vi har sammen

Forskere: Flyt betalingsring

Foto: TV ØST

En betalingsring kan formentlig blive en langt større gevinst for miljøet og trængselsproblemerne i hovedstadsområdet, hvis den placeres langs Ring 3 i forstadskommuner som Glostrup, Herlev og Gladsaxe frem for Ring 2, som S og SF foreslår. Det vurderer trafikforskere, fortæller Berlingske.

Bompengeanlægget vil være billigere at anlægge, provenuet vil blive større og samtidig vil også den intensive lastbiltrafik mellem Ring 2 og Ring 3 blive omfattet. Det vurderer en af landets førende eksperter i trængselsafgifter, lektor Jeppe Rich fra DTU-Transport på baggrund af en tidligere undersøgelse fra Institut for Miljøvurdering. Her bedømmes en model for en såkaldt stor betalingsring, der strækker sig ud i forstæderne, til at være en bedre økonomisk forretning end en lille bompengering tæt ved København.

- Det virker helt oplagt at undersøge muligheden for at lægge betalingsringen langs Ring 3. Man kan godt have den grumme mistanke, at det er en bedre idé, siger Jeppe Rich til Berlingske.

At Ring 3 er den mest hensigtsmæssige løsning, mener også Kåre Press-Kristensen, som er civilingeniør og ekspert i trafik og luftforurening ved Det Økologiske Råd.

- Det er klart, at hvis man lægger betalingsringen langs Ring 3, begrænses en større del af trafikken. Og det er sund fornuft set fra en miljømæssig synsvinkel, fordi det vil give en større reduktion af forureningen, siger han.

Og flere borgmestre fra København og omegn har kritiseret en placering i Ring 2. Her vil et bompengeanlæg ifølge Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), skære midt igennem skoledistrikter. Og borgmestrene i f.eks. Hvidovre og Rødovre er utilfredse over udsigten til en stigende omvejstrafik på de små villaveje, når et større antal bilister vil forsøge at snige sig uden om bommene for at undgå at betale op til 25 kr. pr. passage.

S og SF på Christiansborg ønsker ikke at kommentere forslaget om Ring 3.

Tip os Har du et godt tip?