Forsinkede tog her i regionen

Togene er ramt af massive problemer på grund af nattens uvejr.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tog og buspassagerer må forvente massive forsinkelser og aflyste tog søndag, efter at et voldsomt skybrud ramte store dele af Sjælland lørdag aften.

Især store regnmængder på strækningen mellem Københavns Hovedbanegård og Østerport giver forsinkelser og aflysninger for både landsdækkende InterCity- og InterCityLyntog og S-tog.

- Det er et kritisk sted, siger pressevagt Jannik Preisler fra DSB.

- Den seneste gode udvikling er, at Banedanmark har pumpet vand op på strækningen fra Kastrup Lufthavn og til Hovedbanegården, så vi kan køre vores InterCity og Lyntog rundt omkring i landet igen - men med forsinkelser, siger Jannik Preisler.

IC-togene fra Sjælland mod Fyn og Jylland kører med ændringer på grund af vejret.

Regionaltogene mellem Østerport og Roskilde/Ringsted er aflyst søndag. I stedet får regionaltoget til og fra Nykøbing Falster ekstra stop på flere stationer, men kører kun til Høje Taastrup. Her vil passagerne blive samlet op af IC-toget.

Togene mellem Kalundborg og København kører kun til Roskilde, hvor passagererne ligeledes bliver taget med af IC-togene.

Højttalersystemerne på stationerne i hele landet er ude af drift, ligesom infoskærmene virker langsomt og ikke nødvendigvis er opdaterede.

DSB ved endnu ikke, hvornår problemerne er løst.

/ritzau/


Nyhedsoverblik