Flere ghetto-betjente

Foto: TV ØST

Forligspartier har godkendt plan om styrket politiindsats i udsatte boligområder i Slagelse Kommune

I efteråret 2011 fremlagde Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en plan, der skal frigøre ekstra politimandskab til primært de særligt udsatte boligområder ”Ringparken” i Slagelse og ”Motalavej” i Korsør.

Politidirektøren foreslog derfor Slagelse Kommunes borgmester Lis Tribler, at politiet ændrer åbningstiden for ekspeditionen på politistationen i Slagelse, som hidtil har været åben for henvendelser døgnet rundt, så der fremover kun er åbent hverdage mellem kl. 8 og 18. Dette forslag godkendte kommunalbestyrelsen i Slagelse Kommune enstemmigt og dernæst kredsrådet kort før jul. Og i går aftes nikkede forligskredsen bag politireformen så også ja til planen, der dermed kan sættes i værk med det samme.

- Med den skærpede indsats vil vi alt andet lige forhåbentlig kunne anholde flere, der begår kriminalitet, men en væsentlig del af indsatsen handler også om tryghed, siger politidirektør Jesper Vorstrup Rasmussen, der fortsætter:  - Den styrkede politiindsats i området vil være mangesidig og blandt andet komme til udtryk gennem øget synlighed af faste betjente og øget efterforskningsindsats mod den hårde kriminalitet i de nævnte boligområder.

Synligt politi med faste betjente
Formålet med indsatsen er altså at skabe tillid og gode relationer mellem borgere og politi, mindske kriminaliteten og dermed øge trygheden for beboerne. Om det siger Jesper Vorstrup Rasmussen:

- En af de vigtige hjørnesten i indsatsen er et synligt nærpoliti med faste betjente, som med udgangspunkt i ”Bussen” eller et kommunalt områdekontor går eller cykler i området. Det giver tryghed at kende ansigtet på ”sin betjent”. Hele indsatsen planlægges selvfølgelig, så politiet er synligt tilstede i områder¬ne, når behovet er størst – det vil sige også om aftenen og i weekender. Og i de tilfælde, hvor urolige elementer bevæger sig fra områderne og fx mod midtbyen, vil det være helt naturligt at politiindsatsen følger med.

Jesper Vorstrup Rasmussen understreger samtidig, at politiindsatsen i kommunen ved siden af den ekstra indsats i de særligt udsatte boligområder vil være nøjagtig den samme som altid:

- Der er således på ingen måde tale om en svækkelse af politiindsatsen i Slagelse Kommune – tværtimod. Dette tiltag er sund fornuft og vil give en endnu bedre politibetjening til gavn for borgerne.

00:43 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App