Forlag vinder over BT

Det lille Kastaniehøj Forlag i Brorfelde har vundet en principiel sag over BT. Avisen havde trykt et uddrag af en bog om Helle Thorning - uden tilladelse

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det lille Kastaniehøj Forlag i Brorfelde og den kendte forfatter Ninka har ved en dom fået tilkendt en erstatning på 250.000 kr, skriver dagbladet Nordvestnyt.


Årsagen er, at dagbladet BT den 22. maj 2011 valgte at trykke større uddrag af en bog om den daværende oppositionsleder Helle Thorning-Schmidt, »Helle - samtaler med Ninka«, som udkom to dage senere.


Det skete uden samtykke fra forlaget og forfatteren. De tre sagsøgte - den daværende chefredaktør på BT Peter Brüchmann og to journalister - er derfor blevet dømt til at betale 250.000 kr. i vederlag og erstatning for krænkelse af ophavsretten samt 38.000 kr. i sagsomkostninger. De tre undgik en bødestraf.


Retten på Frederiksberg afsagde dommen i går. De tre fra BT blev stævnet, efter at det ikke viste sig muligt at nå et forlig i sagen.


BTs daværende chefredaktør erkendte i en mail en måned efter trykningen, at der var citeret for meget fra bogen. Men tilbuddet om betaling af 86.000 kr. fandt Kastaniehøj Forlag, der drives af Anja Lykkeberg, og Ninka, pseudonum for Anne Wolden-Ræthinge, for lavt. Ved retssagen lød kravet på 650.000 kr.


I dommen anføres det, at bogen udkom på et tidspunkt, hvor der var en forventning om, at hun var Danmarks kommende statsminister, og samtidig var skattesagen vedrørende hende og hendes mand i sine indledende faser.


»Det må derfor antages, at bogen i sig selv havde en betydelig nyhedsværdi og dermed et betydeligt salgspotentiale, som kunne have været udløst, hvis ikke BT havde lukket luften ud af bogen ved at bringe sin artikel den 22. maj 2011«, hedder det i dommen.


På den anden side lægger retten også nogen vægt på, at en af de sagsøgte journalister i retten sagde, at bøger om politikere ikke har haft et salgspotentiale over nogle tusinde eksemplarer.


-Min umiddelbare reaktion er, at jeg er enormt lettet over, at vi har fået en klar sejr, og BT har fået et hak i tuden. Retten tilkendegiver, at det fremover vil koste. Jeg ville selvfølgelig gerne have haft det fulde beløb, men jeg er glad for, at retten siger, det ikke er gratis at tage andres arbejde, siger Anja Lykkeberg til dagbladet Nordvestnyt.


/RB


 


Nyhedsoverblik