Det vi har sammen

Omdiskuterede randzoner er nu på plads

Foto: TV ØST

Randzonerne langs søer og vandløb kan som planlagt træde i kraft 1. september. Plan og kort ligger nu klar.

Hvad er randzoner:

  • De nye randzoner skal æde 2550 ton kvælstof ved at forbyde dyrkning af afgrøder i nærheden af vandløb.
  • Den nye lov om randzoner træder i kraft 1. september.
  • Fra den dag skal der være et areal langs alle danske vandløb, hvor der ikke dyrkes afgrøder, spredes gødning eller bruges sprøjtemidler. Arealets størrelse fastlægges til juli.
  • Randzonerne skal blandt andet sikre, at udledningen af kvælstof til vandmiljøet falder med 2550 ton om året.
  • Oprindeligt blev der foreslået en årlig kompensation på 2600 kroner per hektar til de landmænd, der må afgive jord til zonerne.
    Men Fødevareministeriet har nu besluttet at fastsætte taksterne på 2100 kroner for såkaldte omdriftsarealer og 1200 for permanente græsarealer.
  • Kompensationen medfinansieres af EU.

Kilde: Ritzau

Fødevareministeriet har nu fastlagt, hvor de meget omtalte randzoner langs vandløb og søer skal ligge.

Dermed kan randzonerne, som blandt landmænd har mødt massiv kritik, som planlagt træde i den 1. september. Det oplyser Fødevareministeriet.

Minister: bedre balance mellem landbrug og natur
- Nu er enderne samlet, og vi kan tage et vigtigt skridt i retning af at skabe en bedre balance mellem landbrug og natur og sikre et godt vandmiljø, siger fødevareminister Mette Gjerskov (S).

- Randzonerne er det stærkeste og mest effektive redskab vi har til at nedbringe udledningen af kvælstof, fosfor og sprøjtegifte i vandmiljøet. Derfor er det yderst vigtigt, at vi har fået initiativet i gang effektivt og efter planen, tilføjer hun.

Randzonerne, der blev indført af den tidligere VK-regering sidste år, er op til 10 meter brede arealer langs vandløb og søer, hvor det bliver forbudt at dyrke afgrøder, sprøjte og gøde jorden.

Målet er at nedbringe udledningen af kvælstof og sprøjtegifte til vandmiljøet og skabe ny natur. Samtidig får danskerne adgang til at gå ture på arealerne langs vandløbene.

Landmænd har været imod randzonerne
Men randzonerne har været genstand for mange protester fra blandt andet landmænd i organisationen Landbrug og Fødevarer, der har meddelt, at de vil stævne staten.

Landmændene mener, at loven bærer præg af ekspropriation, og de er desuden utilfredse med, at der kun er udsigt til 95 millioner kroner i kompensation for den tabte jord.

Se kort over randzonerne
Også på Christiansborg har der været modstand. Dansk Folkeparti forsøgte at fremtvinge en folkeafstemning om det omstridte forslag ved at samle de nødvendige 60 underskrifter blandt medlemmerne af Folketinget.

Der bliver udlagt cirka 50.000 hektar randzoner langs vandløb og søer rundt i Danmark.

Se kort over zonerne samt et kompensationskort på NaturErhvervstyrelsens hjemmeside.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App