Det vi har sammen

Forening: Alle nye huse bør bygges til el-biler

Foto: TV ØST

Fremtidens biler kommer formentlig ikke til at køre på benzin eller diesel. El-biler siges at være fremtiden, og derfor bør vores huse bygges, så alle kan oplade deres bil udenfor privatboligen.

El-biler er fremtiden mener foreningen Dansk El-bil Komité, og derfor har Per Praëm, som er medlem af foreningens bestyrelse, et forslag.

- Fremover når man skal have byggetilladdelser, så skal der være en lov om, at der skal installeres en speciel stikkontakt til den el-bil, som på et eller andet tidspunkt kommer til at parkere i garagen eller carporten, siger han til TV2 Øst.

Der skal altså installeres stik til el-biler i garagen på alle nye huse, på samme måde som man i dag installerer tv-stik og almindelige el-kontakter rundt omkring i stuerne. En ekstra-investering på omkring 1000 kroner.

Hvis man ikke får en el-bil, så kan kontakten også bruges til plæneklipperen eller en støvsuger, når bilen skal gøres ren.

Hvis det forslag skal blive til virkelighed, så kræver det opbakning fra politikerne på Christiansborg.

- Det er et positivt forslag, men jeg mener ikke, at vi på nuværende tidspunkt skal gå ind og tvinge folk til at betale en ekstraudgift, som de måske slet ikke får brug for, siger Venstres Jacob Jensen, der er medlem af Folketingets Trafikudvalg.

Socialdemokraterne er mere positive overfor forslaget om at bane vejen for elbilerne.

- Jeg synes, at det er et godt forslag, for det er jo en meget begrænset ekstraudgift, så det skal vi helt sikkert have undersøgt, lyder meldingen fra Socialdemokraternes trafikordfører, Magnus Heunicke.

Så det er måske ikke helt utænkeligt, at vi en dag kan parkere vores el-bil i garagen og glæde os over, at el-bil-entusiaterne var så forudseende - dengang i 2008.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App