Forbud mod at dele brochurer ud

Fagforeningen 3F vil dele brochurer ud til polske og tyske arbejder, når de tager færgen over til Danmark. Brochuren skal oplyse dem om deres rettigheder i landet. Men Scandlines slår bak.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Færgeruten fra Gedser til Rostock er flittigt brugt af polakker og tyskere, der kommer til Danmark for at arbejde.

Det vurderer fagforeningen 3F, der på torsdag starter en kampagne, der skal oplyse tyske og polske arbejdere om deres rettigheder i Danmark. Det hele står nedfældet i tyske og polske brochurer, som 3F vil dele ud på færgen mellem Gedser og Rostock.

Men Scandlines, der driver færgen, vil ikke være base for fagpolitiske kampagner.

- Vi får mange henvendelser om at dele brochurer og andre ting ud på færgerne. Det siger vi altid nej til. Det er fordi, vi ikke ønsker at være en del af en holdning, forklarer informationschef hos Scandlines, Gert Jakobsen.

Forbuddet mod at dele brochurer ud bliver modtaget med sindsro hos 3F.

- Det er jo ærgerligt, men vores formål er i princippet ikke at dele brochurer ud. Det er at komme til at tale med folk. Og tale med dem, der nu har tænkt sig at komme til at arbejde i Danmark, siger Per Christiansen, faglig sekretær hos 3F.

Fagforeningen er især interesserede i at få fat i de udenlandske arbejdere, når de er på vej til Danmark.

- Når de først kommer i land fra færgen, så spredes de jo ud over Sjælland. Det vil sige, så er det lidt mere tilfældigt, om vi får fat i dem, fortæller Per Christiansen fra 3F.

Kampagnen vil alligevel blive skudt i gang i Gedser på torsdag. Men medarbejderne hos 3F vil lade brochurerne ligge i tasken, når de er om bord på færgen. Sådan da.

- Vi vil bare tale med folk. Og hvis folk så vil have et eller andet fra os, så kan de jo selvfølgelig få det, siger Per Christiansen.

Hos Scandlines så man helst, at 3F slet ikke førte deres kampagne om bord på færgerne.


Nyhedsoverblik