Forbud mod åben ild

Foto: TV ØST

Den tørre periode får flere kommuner til at indføre forbud mod brug af åben ild. Det gælder både i den nordlige og den sydlige del af regionen.

Masser af sol og høje temperaturer. Den tørre periode er ved at sætte sine spor i naturen

Efter skovbranden på Lolland onsdag vil beredskaberne i Lolland og Guldborgsund kommuner hindre gentagelser. Fra torsdag træder et forbud mod brug af åben ild i kraft i de to kommuner, og fra torsdag aften ved solnedgang gælder det også i Odsherred Kommune.

- Fra torsdag morgen er det slut med afbrænding af haveaffald, og man må heller ikke bruge gasbrænderen til ukrudtet, siger beredskabschef ved Lolland Brandvæsen, der dog understreger, at borgerne stadig må bruge deres grill.

På Camping Møns Klint følger man også det varme vejr nøje. Især gæster, der ikke er vant til at færdes ofte i skovene, får et par ord med på vejen.

- Det gælder specielt rygerne, for gløder fra deres cigaretter kan sætte ild til den tørre skovbund. Men også ved brug af en-gangs-grill og bålpladser i skoven skal man være meget påpasselig, siger campingchef Ole Eskling.

På trods af den varme periode har beredskaberne i de fleste kommuner dog ikke indført forbud mod brug af åben ild. Heller ikke i Vordingborg, hvor folk indtil videre ikke har været skyld i de store brande i naturen.

- Vi vil først indføre forbuddet, hvis det tørre vejr fortsætter eller hvis folk er uansvarlige, fortæller Preben Jørgensen, der er beredskabschef ved Vordingborg Brandvæsen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App