Det vi har sammen

Forbrugersejr i principiel banksag

Foto: TV ØST

Højesteret afgjorde onsdag, at DiBa Bank i Næstved er ansvarlig for, at en kunde har mistet penge på risikable obligationer. Forbrugerombudsmanden er tilfreds.

 

DiBa Bank er ansvarlig for, at en kunde har mistet penge på risikable obligationer, selvom kunden havde bedt om lav risiko.

 

Det var facit, da Højesteret onsdag afsagde dom i en principiel sag om bankrådgivning.

 

Forbrugerombudsmand Henrik Øe glæder sig over dommen, som han mener giver gode perspektiver for de indtil videre flere end 20 øvrige sager mod DiBa Bank, som ventes for retten efter dommen.

 

- Det er meget glædeligt, at Højesteret konkluderer, at banken har handlet ansvarspådragende. Det vil alt andet lige gøre det lettere at få erstatning i de kommende sager, siger han til Ritzau.

 

- Det er min opfattelse, at dommen styrker forbrugerbeskyttelsen på området, tilføjer Henrik Øe.

 

Den konkrete sag omhandler en kvindelig kunde. Og selv om kvinden samlet set har haft et overskud efter bankens forvaltning af hendes penge, vurderer Højesteret, at banken er ansvarlig for, at overskuddet på grund af købet af virksomhedsobligationer ikke er blevet større.

 

DiBa Bank valgte tidligere i år at betale kvinden et beløb på knap 89.000 kroner, efter at både Pengeinstitutankenævnet og Østre Landsret havde givet kvinden medhold.

 

Samtidig tilbagekøbte banken de resterende obligationer for godt 227.000 kroner. Inden banken fik tilbagekøbt obligationerne, mistede de dog yderligere 97.000 kroner i værdi, og kvinden forlangte i Højesteret, at hun også skulle have de penge.

 

Det afviser Højesteret dog, men stadfæster i øvrigt landsrettens dom.

 

Administrerende direktør Petter Blondeau fra DiBa Bank siger, at banken tager dommen til efterretning.

 

Han savner dog mere præcist svar på, hvor mange af de risikable obligationer, der må være i et investeringsprodukt med lav risiko.

 

- Man konkluderer, at papirerne gerne må være i produktet, men i den pågældende sag har der været for mange. Men spørgsmålet er, hvor meget, der er for meget, og det mener Højesteret sig ikke i stand til at svare på, siger direktøren.

 

Han vil nu se dommen igennem sammen med bankens advokater og herefter justere investeringsprodukterne.

 

/ritzau/

03:07 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App