I Kalundborg har skolebestyrelserne sat kampagnen "Vores Børn - Vores Skole" i gang med en undersøgelse, hvor de har spurgt forældrene om, hvad de mener kan gøre folkeskolen bedre.
- Forældrene taler med hjertet, så det er klart, at der vil komme nogle andre argumenter på banen, når forældrene taler, end når politikerne gør det, siger Pia Marcher Østergaard, som udover selv at være mor også er bestyrelsesmedlem i landsforeningen Skole og Forældre.
Forældrene i Kalundborg peger på, at de generelt er tilfredse med Folkeskolen. Dog så de gerne, at der kom mere fokus på IT-undervisning og niveauopdelt undervisning. Flere mener desuden, at lærerne burde være konsekvente i forhold til at skabe et roligt undervisningsmiljø med mulighed for bedre læring. Endelig mener flere, at de fysiske rammer på skolerne er slidte, og at det giver et dårligt indklima.
Kalundborg sender forældre-stafetten videre til Jylland. Når en længere række kommuner har udarbejdet deres forslag og input fra forældrene, er det meningen, at det hele skal samles og bruges i debatten med politikerne - både nationalt og kommunalt.