Det vi har sammen

Forældre protesterer over million-besparelse

Foto: TV ØST

Næstved kommune skal spare over ti millioner kroner på skole-området. Det fik onsdag forældrene på barrikaderne.

Slagsange og bannere fyldte pladsen foran Næstved kommunes bygning i Rådmandshaven onsdag eftermiddag.

Omkring 100 forældre og børn var mødt op for at vise politikerne deres utilfredshed med spare-planerne.

Næstved Kommune skal nemlig spare mere end ti millioner kroner på skole-området.

De skal findes ved at slå klasser sammen og hæve antallet af elever i hver klasse fra 24 til 26 elever.

Det vil betyde, at nogle børn skal gå i en større klasse på en anden skole.

- Vi synes, at det er en dårlig plan, at de små børn skal til at køre i bus rundt omkring ude i distriktet. Og vi synes, det er ærgerligt, at de ikke kan få lov at gå i skole dér, hvor de hører til, fortæller Lise Vadsager. Hun er mor til to elever på Glumsø Skole.

De fremmødte håbede på, at de kunne påvirke politikerne i Børne- og Familieudvalget, før de skulle holde møde om sagen samme eftermiddag.

- Jeg tror da ikke, der er nogen mennesker, heller ikke byrådspolitikerne i Næstved, som synes, det er lige meget, hvad borgerne mener, siger en optimistisk Lise Vadsager.

Og der var grund til optimisme. Ved mødet besluttede udvalget at foreslå for byrådet, at man ikke hæver antallet af elever i hver klasse.

Sagen bliver endelig afgjort ved et byrådsmøde den 23. marts.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App