Forældre patruljerer i Næstved

Efter at børnelokkeren igen i går antastede børn i byen, er borgerne i byen nu så bekymrede, at de via Facebook organiserer en patruljering i byen. Politiet maner til besindighed.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

"Er ude ved Kildemarkskolen. Intet her".

Mange bekymrede borgere var i dag ude at patruljere gaderne i Næstved, for at holde øje med den mand, der igennem de seneste uger har skabt panik blandt forældre og børn i byen.

- Det gør jeg, fordi jeg er nervøs for, om han pludselig får fat i et barn. Jeg kigger mig godt for, holder øje og hvis der er børn, der går alene, kan jeg for eksempel følge dem hjem, siger Heidi Matthiesen i dag til TV2 Øst.

Meldingerne bliver ved med at tikke ind på Facebooksiden Hjælp 4700, hvor emnet lige nu er børnelokkeren. I går antastede manden først en dreng på Sydbyskolen, og derefter en pige på Hvedevænget ved kolonihaverne. Derefter blev også en 11 årig pige fra Kildemarkskolen antastet, formentlig af den samme mand.

Facebooksiden vidner om den store bekymring, der lige nu hersker i Næstved. Det samme gør de mange forældre, der i dag dukkede op ved byens skoler, for at hente de børn, der normalt plejer selv at gå hjem fra skole.

- Det får min datter ikke lov til nu, og hun tør heller ikke at gå hjem selv, siger Lone Worch i dag til TV2 Øst.

Politiet maner dog til besindighed. - Det er fint, at folk er opmærksomme, men man er nødt til at have tillid til, at vi finder manden og afhører ham, og får undersøgt, hvad det er, han vil med de her børn, siger politikommissær Kenneth Pedersen fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

 


Nyhedsoverblik