Forældre kæmper for at bevare skole

På Flakkebjerg Skole ved Slagelse trak forældre og elever i dag malertøjet på for at give deres skole et pift. Lige nu værner de ekstra meget om skolen. De frygter nemlig, at kommunen vil lukke den.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Med maling på penslen bliver der sat fokus på Flakkebjerg Skole. En ny skolestruktur skal vedtages i Slagelse Kommune, og det kan betyde at skolen helt må lukke. Derfor mødte 50 forældre og elever op for at sende et farvet signal til politikerne.

- Det er sådan et sidste tiltag for at sige, at vi stadig eksisterer, og at vi ikke forventer, at vi er blandt dem der skal aflevere nøglen, siger Peter Svendsen, der er formand i Flakkebjerg Skolebestyrelse.

Flakkebjerg Skole har eksisteret siden 1962, og i forældregruppen er man ikke i tvivl om, hvorfor skolen bør bevares.

- Vi kan rumme alle slags elever, og vi har det nære trykke miljø, og vi har et aktivt lokalsamfund, siger initiativtager Lisbeth Dybbro.

Det er ikke kun Flakkebjerg Skole, der er i fare. I Slagelse svirer rygterne, og helt op til otte skoler er truet på livet.

Vi har i dag forsøgt at få en kommentar fra udvalgsformand Stén Knut, men han afviser at kommentere den nye skolestruktur. Formanden for skolebestyrelsen efterlyser mere åbenhed.

- Man bliver jo nervøs lige med det samme. Hvad er det, der foregår? Det startede med fem senarier, og nu er vi lige pludselig nede i tre. Hvad ender det op med, siger Peter Svendsen.

Beslutter politikerne at lukke Flakkebjerg Skole, vil forældrene lave en friskole. En by uden en skole kan nemlig få konsekvenser.

- Det vil betyde at vores lokalsamfund stille og roligt vil dø. Det er vores store frygt, siger Lisbeth Dybbro, der er initiativtager i forældregruppen.

Senest den 24.oktober vil fremtiden for de lukningstruede skoler være afgjort.


Nyhedsoverblik