Det vi har sammen

Forældre indberettet for nej til medicin

Foto: TV ØST

Et forældrepar fra Kalundborg blev indberettet til kommunen, fordi de sagde nej til at give deres søn ADHD-medicin.

Et nej til ADHD-medicin har betydet, at et forældrepar fra Kalundborg blev indberettet til kommunen. Det oplyser P4 Sjælland.

Onsdag aften medvirker parret i en dokumentar på DR2, der handler om det stigende forbrug af ADHD-medicin - nærmere betegnet Ritalin, som på flere måder ligner amfetamin.

På linje med nej til briller

For 3 år siden fik parrets dreng konstateret ADHD på Børnepsykiatrisk Klinik i Holbæk, og selv om de var imod at skulle give deres søn Ritalin, følte de, at der blev presset på for, at de gav deres søn medicinen.

- Vi fik at vide, at hvis vi sagde nej til Ritalin, ville det være ligesom at sige nej til blod eller briller. Vi blev ved med at spørge om, hvorfor vi ikke skulle prøve pædagogiske tiltag først, lyder det fra forældrene Lars og Janni Mortensen.

Fastholdt nej

De holdt dog fast i deres nej, men det betød ifølge P4, at en læge indberettede dem til Kalundborg Kommune, som dog har droppet sagen mod dem, efter at parret er trådt frem i medierne.

Årsagen til, at forældrene fastholdt deres nej til medicinen var, at de frygtede for bivirkningerne, og den frygt mener læge og professor Peter Gøtzsche er velbegrundet.

- Bivirkninger er noget, som man bagatelliserer, men man skal være morderlig tilbageholdende med at give stoffer, der påvirker hjernefunktionen - især hos børn. Man kan blive nervøs og voldelig og få hallucinationer. Og det kan udvikle sig til psykose, siger han i DR2 dokumentaren, der bliver sendt klokken 22 i forbindelse med temaet: Danmark på piller.

Bruges som feststof

Det har tidligere været fremme, at raske børn bruger Ritalin som stoffer til fester. Mens stoffet beroliger patienter med ADHD, har det den modsatte effekt på raske.

Kalundborg Kommune har ikke ønsket at udtale sig til DR om forløbet.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App