Folketinget spørger for millioner

Ministeriernes udgifter stiger i takt med folketingspolitikernes spørgelyst. Folketingets 4. næstformand Helge Adam Møller mener, at der bliver stillet for mange overflødige spørgsmål til ministrene

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Medlemmerne i Folketinget har i årets første halvdel stillet flere end 5000 såkaldte udvalgsspørgsmål. Det er dobbelt så mange, som i samme periode sidste år. Ifølge Helge Adam Møller (Kons.) koster de i gennemsnit 3000 kroner at besvare. Helge Adam Møller er tilhænger af muligheden for at kunne stille spørgsmål til ministrene, som han anser for en vigtig del af den demokratiske proces. Dog efterlyser han mere omtanke fra sine kolleager:

 - For nylig var der en af mine kollegaer, der spurgte justitsministeren om indholdet af en tysk lov. Jeg kendte ikke selv svaret, men det tog mig omkring et minut at finde svaret på Google.

Folketingsmedlem Astrid Krag (SF) indtager en tredieplads over vores landsdels mest spørgelystne politikere. Hun forsøger selv altid at finde svaret andre steder, før hun stiller spørgsmålet til en minister. Astrid Krag har da også tænkt sig at fortsætte med at spørge i det omfang, hun finder det nødvendigt.

 - Det er jo ikke altid, at man lige kan få ministeren i tale. Derfor er spørgsmålene en måde, hvor jeg kan få de oplysninger, der skal bruges til at stille forslag i Folketinget, siger hun.

Vores landsdels mest spørgende siden folketingsvalget 2007:

Nummer 1: Line Barfod fra Enhedslisten med 326 spørgsmål.

Nummer 2: Magnus Heunicke fra Socialdemokratiet med 74 spørgsmål.

Nummer 3: Astrid Krag fra Socialistisk Folkeparti med 69 spørgsmål.


Nyhedsoverblik