Det vi har sammen

Folk flygter fra regionen og tager bloktilskuddene med sig

Foto: TV ØST

Hvis frastrømningen af beboere fra regionen ikke stopper, så står regionen til at blive 1 milliard fattigere om bare 20 år.

Der er befolkningstilbagegang i 11 af 12 kommuner. Det betyder mindre i bloktilskud fra staten

Hvis ikke kommunerne i Region Sjælland får held med at vende befolkningsudviklingen, vil regionens kommuner under ét miste omkring en milliard kroner om året i bloktilskud og skatteindtægter, når vi skriver 2033, skriver DR Sjælland.

Ifølge Danmarks Statistik falder befolkningstallet de næste 20 år med 3,5 procent i gennemsnit. og bag de tal gemmer sig nogle rigtig store udsving med Lolland på 18,8 procent, Guldborgsund med 10,6 procent  og Kalundborg med 10,5 procent som de tre højdespringere. Eller rettere bundskrabere.

Betyder besparelser

Og det er tal, der giver nervøse trækninger på borgmestrekontorerne. For et fald indbyggertallet betyder manglende indtægter og dermed besparelser på en lang række områder.

Det viser en rundspørge, som DR Sjælland har foretaget blandt regionens borgmestre:

I Faxe siger borgmester Knud Erik Hansen, at det vil betyde besparelser i størrelsesordenen 40-50 millioner kroner om året, hvis udviklingen ikke vendes. Holbæk Kommune vil de næste fire år mangle en halv milliard på bundlinjen, hvoraf befolkningsfaldet får en del af skylden, og i Lolland kommune siger borgmester Stig Vestergaard, at det vil betyde ca. 50 millioner kroner mindre i bloktilskud pr. år.

Skal bruge befolkningsfremgang

I Vordingborg slår borgmester Henrik Holmer fast, at det vil betyde ca. 50.000 mindre i kommunekassen i bloktilskud per manglende indbygger.

Nærmest over en kam mener borgmestrene, at muligheden for at øge indtægterne, er en øget bosætning og udvikling af erhvervsområdet.

Den vej er man gået i Kalundborg, og her accepterer borgmester Martin Damm ikke Danmark Statistiks spådom om, at kommunen frem til 2033 vil miste over 5000 borgere, hvad der svarer til 8,7 procent af befolkningstallet.

- I den virkelige verden er befolkningstallet steget med 132 personer indtil nu i 2013, konstaterer han.

Klassens duks

Som duksen i den sjællandske klasse, kan borgmester Niels Ulrich Hermansen i Ringsted Kommune glæde sig over befolkningsfremgang, og tallene fra Danmarks Statistik viser, at det vil fortsætte.

- Det skyldes naturligvis vores placering, men også arbejdet med at skaffe gode betingelser for erhvervslivet og skabe nye boligområder, siger han til DR Sjælland.

Torben Pilegaard Jensen er forskningsleder ved Det Nationale Institut for Kommunernes og Regioners Analyse og Forskning (FORA).

Han siger om problemerne for Region Sjællands kommuner, at det mest at alt skyldes, at boligpriserne i Københavnsområdet er faldet efter finansprisen. Det betyder, at mange erhvervsaktive og børnefamilier bliver boende i Københavnsområdet og ikke flytter ud.

- Så før priserne på boliger igen stiger i København, vil folk ikke flytte ud i kommunerne i Region Sjælland, og det vil stadig i høj grad handle om afstanden til København, siger han.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App