Førstehjælper redder allergisk mand

At førstehjælp redder liv, blev endnu engang bevist på Reersø Camping i går, hvor en mand blev stukket af en hveps og efterfølgende fik hjertestop.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Sommeridyllen på Reersø Camping blev i går afbrudt, da en mand, som blev stukket på ryggen af en hveps, pludselig blev dårlig. Manden er allergiker, men havde ikke fået antihistamin med, da det er flere år siden, at han har haft brug for det. Til alt held holdt førstehjælpsinstruktøren Dan Eiby også ferie på campingpladsen, og lejrlederen, som kender ham, fik hurtigt fat på ham.

 

Førstehjælpsinstruktør i over 30 år
Dan Eiby har været førstehjælpsinstruktør i Beredskabsforbundet i over 30 år og har stor erfaring med førstehjælp. Han springer derfor til med det samme.

 - Da jeg når frem til manden, er han svedig og ryster og har trykken for brystet og hjertet. Jeg lægger ham ned, og kort efter mister han bevidstheden. Jeg konstaterer, at han har hjertestop og begynder derefter at give hjertemassage. Men jeg når faktisk kun at trykke 5-6 gange, så kommer han til bevidsthed. Jeg når ikke engang at give indblæsninger, fortæller Dan Eiby, som har hjulpet til ved hjertestop fire gange før.

Ambulancen hentede manden og kørte ham på Kalundborg Sygehus, hvorfra han blev udskrevet her til morgen.

Der var desværre ingen hjertestarter på campingpladsen, men efter hændelsen har man talt meget om muligheden for at få en opstillet, hvilket man nu er ved at undersøge. Dan Eiby ser ikke sig selv som en helt.

- Jeg gjorde kun min pligt, siger han og fortæller, at han allerede inden hændelsen havde lovet at lave et arrangement på campingpladsen til 'Åben Ø på Reersø' den 9. august, hvor han vil vise og fortælle om førstehjælp - helt gratis. Dan Eiby er som mange frivillige - en person med hjertet på rette sted. Og heldigvis var han også på det rette sted denne dag.


Nyhedsoverblik