Første arbejdsdag på ny genbrugsplads i Maribo

Det skal være ergonomisk. Det skal være genanvendeligt. Og så skal skraldet løftes til helt nye højder. Det er opskriften bag genbrugspladsen i Maribo.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I dag slog Maribo genbrugsplads lågen op til endnu et skud på stammen af ergonomiske genbrugspladser. Pladsen er nummer 11 af sin slags på Lolland Falster.

Den er rund, så trafikken glider nemmere, og man slipper for at bakke med trailer. Den er løftet fra jorden, så folk bare kan læsse sit affald ud over kanten. Samtidig er det lettere at finde skiltene på grund af pladsens udformning.

Første dag på kontoret

På genbrugspladsen tager Lynge Andersen imod dagens første besøgende. Og det har været en succes

- Det er en super god dag. Solen skinner. Vi har haft glade og tilfredse besøgende, og vi har pjattet og fået snakket om den nye plads, så jeg synes det går rigtig godt, siger Lynge Andersen.

Han glæder sig over sin nye arbejdsplads, som gør tilværelsen nemmere for både medarbejdere og borgere.

- Vi har fået nogle rigtig gode arbejdsforhold. I hvert fald bedre end vi havde på den gamle plads. Og så er den meget mere brugervenlig. Du kan bare køre op til en container og så vippe affaldet lige over i den. Ikke noget med tunge løft eller noget. Det er meget nemmere for alle.

Lettere for borgerne

Det skal være mere ergonomisk, hvilket betyder at det skal være godt for din krop. Altså er konceptet, at der skal tages hensyn til borgerne, så de ikke skal løfte skraldet op men blot smide det ned i containeren. En idé der glæder borgerne.

- Det er en fantastisk plads. Før der skulle man smide det hele op, og nu skal man bare smide det ned. Så det er jo nemt. Ideen er ganske glimrende, siger Vagn Hynek fra Maribo.

Han er dog bekymret for de ældre, der pludselig får lidt længere til genbrugspladsen.

- Ja de har jo lukket nogle andre genbrugspladser, så jeg kan godt være bekymret for dem der ikke har bil, og de ældre og sådan nogle. De plejer at komme med en cykeltrailer eller en trillebør. De får langt at gå nu, siger Vagn Hynek.

Men han er stadig glad for den nye genbrugsplads.

Specieldesignet til Lolland Falster

Platformen er specieldesignet til Lolland Falster. Det er interesse selskabet REFA, der står bag. Årsagen er, at Lolland Falster er et af de områder i Danmark med flest genbrugsstationer.

- Man er nød til at effektivisere og komme med et bud på en stor station, der kan rumme lidt mere end alle de små. Samtidig kan den her runde model af en genbrugsplads betjenes af én medarbejder. Det er lettere for medarbejderne at komme hurtigt rundt på hele pladsen, siger afdelingschef i REFA Mette Suhr Stoffregen.


Nyhedsoverblik