Fødevareminister reklamerer for Superbest

Fødevareminister Henrik Høegh fra Holeby optræder i reklamer for supermarkedskæden Superbest. Selv ser han ikke noget problem, men flere ordførere er kritiske.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Venstres fødevareminister, Henrik Høegh, ser ingen problemer i, at han som minister optræder i en reklametryksag for supermarkedskæden Superbest.

Han optræder i reklamen i anledning af, at en af kædens butikker er blevet kåret i en kampagne under det fællesnordiske ernæringsmærke "Nøglehulsmærket" for at gøre det let at vælge sundt.

- Jeg vil gerne reklamere for, at SuperBest har vundet en pris for at træffe sunde valg. Det er okay, at de fortæller deres kunder det, siger Henrik Høegh til TV 2 Nyhederne.

Det er anden uge i træk, at Henrik Høegh optræder i Superbests reklamer, og han gør det gerne igen, siger han.
Hans optræden møder kritik fra De Radikale og fra Dansk Folkeparti, oplyser TV2.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har tidligere gjort det klart, at ministre bør afholde sig fra at reklamere for virksomheder og produkter. Samtidig har han også gjort det klart, at der kan være undtagelser. For eksempel da han selv bar - og blev fotograferet i - en jakke med energiselskabet DONG's navn i forbindelse med indvielsen af en park med 84 havvindmøller ud for Horns rev.

Regeringens ministre har tidligere mødt kritik for at optræde i reklamer. Eksempelvis har både udenrigsminister Lene Espersen (K) og økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) tidligere optrådt i reklamer, ligesom også de tidligere ministre Helge Sander (V), Thor Pedersen (V) og Bendt Bendtsen (K) har været i clinch med reklameverdenen.

Det var i øvrigt Superbest, som i 2009 kom i voldsom modvind, efter at flere af kædens butikker blev taget i at ompakke gammelt kød i nye emballager. En sag, som fik daværende fødevareminister, Eva Kjer Hansen (V), til at indføre, at Fødevarestyrelsens fremover offentliggør resultaterne af kontrolbesøg i supermarkedskæderne.

  /ritzau/


Nyhedsoverblik