Fodboldspillere tæt på at blive ramt af træ

Det kunne være gået grueligt galt, da et træ lørdag væltede ind på en fodboldbane i Kappel under en kamp.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Både spillere og tilskuere fik sig en skræk i livet, da et træ lørdag pludselig knækkede og væltede ind over banen under en herre serie 2 kamp i Ny Kapel Boldklub 07.

Det skriver folketidende.dk.

Grene gik som møllevinger

Per Lohse, der er formand i klubbens bestyrelse, så kampen og blev noget forskrækket, da træet faldt.

- Der kom et kæmpe blæsevejr. Træernes grene gik som møllevinger, og pludselig lød der et knæk, og så væltede et af træerne lige ind over banen, så fodboldspillerne måtte springe for livet. Det var en grim oplevelse, og den har kørt rundt i hovedet mange gange siden. Jeg ville have haft det virkelig skidt med, hvis der var sket nogen noget, men det gjorde der 7-9-13 heldigvis ikke, siger Per Lohse til TV2 ØST.

Torden standsede kampen helt

De fik flyttet træet, og kampen fortsatte, men kun for at blive afbrudt igen senere. Det skete 18 minutter før tid, da et ordentligt tordenvejr bragede løs.

- Dommeren og for den sags skyld ingen af os andre turde tage ansvaret for at lade kampen fortsætte. Udskiftningsskurene fløj rundt som papkasser, så det endte med, at kampen blev fløjtet af, siger klubformanden.

Har flere gange advaret

Han ærgrer sig gevaldigt over det væltede træ, fordi de flere gange har gjort kommunen opmærksom på, at der var risiko for, at træerne knækkede. Så sent som i vinter knækkede nogle af dem under blæsevejr, og det er også sket andre gange, hvor der dog ikke har været aktiviteter på stedet. 

- Nu lader det dog til, at kommunen tager det alvorligt. De har været ude og besigtige træerne i dag, og de er alle sammen ramt af svamp og bliver fældet, siger Per Lohse.

Stævne skal overstås

Det kommer dog først til at ske, når Ny Kappel Boldklub 07 har holdt deres fairplaystævne 29. juni, hvor 43 ungdomshold er tilmeldt.

- Vi vil nødig have, at banerne bliver ødelagt af arbejdet med at fjerne træerne, så derfor venter vi, og så må vi sørge for, at kampene bliver spillet på banerne længst væk fra træerne, når der er stævne, siger Per Lohse.


Nyhedsoverblik