Det vi har sammen

Fodboldfusion fejret på Falster

Foto: TV ØST

Det har været på tale i 30 år, men nu er det endelig blevet til virkelighed. 2 traditionsrige fodboldklubber på Falster er blevet lagt sammen.

Nykøbing FC er navnet på Falsters nye storklub. 1. juli blev fusionen virkelighed, og det blev markeret i både B.1901 og B.1921, som er de 2 fusionsklubber.

Klokken 16 begyndte fejringen ved klubhuset i B.1901. Her holdt fusionsklubbens formand René F. Sørensen tale, og efter ham var det Poul Henning Pedersens, der er formand for Guldborgsunds kultur- og fritidsudvalg, tur.

På tale i 25-30 år

Da talerne var klaret, var 89-årige Kaj Lauridsen med til at hejse det nye klubflag. Han er tidligere formand for klubben og har længe været fortaler for en fusion. Nu blev den så endelig en realitet.

- Det har jo været på tale i 25-30 år, men tiden har ikke været moden til det. Det er den nu. Begge klubber har kæmpet med faldende medlemstal, fordi folk flytter herfra, og i stedet for at der går 10 spillere rundt til en træning hvert sted, kan vi lige så godt samle kræfterne, siger René F. Sørensen.

Samler de gode kræfter

Fejringen af fusionen fortsatte i B.1921. Her var der nye taler, og efterfølgende blev der serveret sodavand, øl og pølser. Fremover hedder B.1921 NFC Syd, mens B.1901 hedder NFC Nord, og med i alt 1000 medlemmer bliver der nok at se til.

- Nu skal vi for alvor i arbejdstøjet. Vi skal have planlagt træningerne, og se hvor der er plads til at træne, men meget af det finder vi nok først ud af, når vi rigtigt går i gang, siger formanden, der allerede glæder sig over de mange fordele ved samarbejdet.

- Før i tiden har vi kæmpet om de samme trænere og ledere. Nu kan vi bruge kræfterne på ét sted, siger han.

IdrætsCampus en drøm

En af de store opgaver bliver desuden at samle penge sammen til IdrætsCampus, som skal være det sted, der i fremtiden huser den nye storklub.

- Det er jo vores helt store drøm. Lige nu venter vi på lokalplanen fra kommunen, og så skal vi i gang med at søge om penge til projektet. Vi vil gerne lave et sted, hvor vi samler de forskellige sportsgrene, så der vil være både tennis, svømmehal, squashbaner og en skov, hvor man kan løbe i, siger René F. Sørensen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App