Fodboldanlæg skaber ballade

Trods flere sparerunder er Guldborgsunds borgmester klar til at putte millioner i et nyt, storstilet fodboldanlæg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Knap 24 mio. kr. Så meget vil det koste skatteborgerne i Guldborgsund Kommune, hvis et nyt stort idrætscampus bliver en realitet. Og det gør dét, hvis det står til borgmester John Brædder.

- Et campus, som kan indeholde fodbold, men også mange andre aktiviteter til borgerne i Nykøbing. Det er til gavn for bosætning, men også til både bredde- og elitefodbold, understreger borgmesteren.

Det er klubberne B1901 og B1921, der har fremsat ønsket om et nyt stort fodboldanlæg, hvis klubberne fusionerer. Venstre støtter op om selve fusionsideen, men den økonomiske løsning dømmer viceborgmester Flemming Jantzen ude.

 

- Ved siden af det her slås vi med at skaffe penge til et skolebyggeri i Nykøbing, fordi vi har nogle nedslidte skoler, og det har vi meget svært ved, og derfor undrer det os jo stærkt, at man lige pludselig ikke synes, det er noget problem at finde et beløb i størrelsesordenen 24-30 mio. kr, siger Flemming Jantzen.

Men pengene er først og fremmest en investering, lyder det fra borgmesteren.

- Vi kan ikke spare os ud af det her. Vi er nødt til at tænke innovativt. Det kan være med til at udvikle kommunen, siger John Brædder.

Den tanke er dog et selvmål af borgmesteren, hvis man spørger på gaden i Nykøbing.

- Hvis man skærer ned på alle andre ting, så synes jeg, det er flot at bruge så mange penge på sådan noget, siger Kai Westergaard.

- Det er alt for meget. Der er andre små klubber, der også godt kunne bruge en del af kagen, lyder det fra Ronnie Mortensen.

En enkelt var dog uenig.

- Det vil være en positiv måde at placere Guldborgsund på landskortet og få positive historier frem hernede, siger Morten Ammentorp.

Udover de knap 24 mio. kr. skal kommunen yderligere låne klubberne 8,5 mio. kr. Borgmesteren lover dog borgerne, at investeringen ikke bliver på bekostning af områder som for ekspempel ældrepleje og institutionerne.

På trods af det løfte vil Venstre gøre, hvad de kan for at spænde ben for borgmesteren.

- Vi har set de sidste år, at det er overordentligt svært at finde penge. Kultur betyder noget for en by og en landsdel, men det gør den nære borgerservice altså også, påpeger Flemming Jantzen.


Nyhedsoverblik