Flyttes fra hjem efter 36 år

Det psykiatriske bosted Kastanjehus i Nykøbing Sjælland lukker den 31. oktober i år. Beboerne er meget svage, og har boet i op til 70 år på stedet. Nu skal de ifølge et brev, til dem og de pårørende, flytte.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var en noget overraskende besked, som Knud Dueled fik for nylig.

- Jeg synes det var en urimelig måde at henvende sig til min søster på, siger han.

Hans søster Eva Longmose er 76 år gammel. Hun har boet på Kastanjehus i de 36. Men det er snart slut. De i alt seks beboere på stedet, har fået et brev fra Region Sjælland. Her står, at at de ikke længere har behov for psykiatrisk behandling, og at hun skal under ambulant behandling i egen bolig.

- Hvordan i alverdens riger og lande hun skulle være i stand til at flytte i egen bolig, har jeg ikke fantasi til at forestille mig. I hvert fald ikke hvordan det skulle gå godt, siger Knud Dueled.

Brevet lægger vægt på, at Eva Longmoses tilstand er "stabil". Det har Knud Dueled ikke meget til overs for.

- Ordet stabil er i sig selv positivt ladet. I denne situation er der tale om at den er stabilt dårlig. Men stabil er den, siger han.

I region sjælland, som står for psykiatrien, fortryder de den måde, de pårørende er blevet underrettet. Men de fastslår, at brevet er blevet misforstået. Beboerne på kastanjehuset skal ikke bo i egen bolig i bogstaveligste forstand.

- Det er jo den betegnelse, vi i dag bruger, fordi folk er på en måde at betragte, som værende i egen bolig, selvom man er i en institution, siger Nete Malta.

Det er nu Odsherred kommune der skal komme med en mulig løsning. Og de lover, at den bliver god.

- Om de skal blive på kastanjehuset eller om vi skal tilbyde dem noget andet, vil vi gøre det efter en konkret og individuel vurdering og selvfølgelig tage det personale der i dag passer dem og som de føler sig trygge ved med, så vidt vi overhovedet kan, siger Nadia Sandberg, som er omsorgschef i Odsherred Kommune.

De pårørende bliver underrettet om beboernes fremtidige skæbner den 9. juni.


Nyhedsoverblik