Flytter efter serieindbrud

En familie i Skælskør har opgivet kampen mod indbrudstyvene. På bare et år havde de seks indbrud og to indbrudsforsøg. Nu flytter de fra den "populære" bolig.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et helt nybygget hus, afsides beliggenhed og let adgang med bil. Det lyder som en attraktiv bolig, men beskrivelsen er også attraktiv for en indbrudstyv.

Malene og Jan Sørensen troede de havde fundet drømmehuset.

 - Det er jo et skønt hus. Nyt og lækkert, siger Malene Sørensen.

De var glade for den afsides beliggenhed ved Skælskør, men netop beliggenheden har givet problemer.

 - Jeg tror man skal prøve det, for at vide hvor slemt det er. Man bliver ked af det og så bliver man virkelig bange, forklarer Jan Sørensen.

Huset er hjemsøgt... af indbrudstyve. På bare ét år har der været 6 indbrud og 2 forsøg på indbrud.

Indbrudene har kostet Familien sørensen mindst 150.000 kroner, men det er ikke det økonomiske tab der går familien mest på.

 - Vores to børn er meget utrygge og tør ikke være alene hjemme. Den yngste på 11 år sov i en lang periode i soveværelset med os, fortæller Malene Sørensen. 

Efter 3 år i drømmeboligen tager de nu konsekvensen af de mange indbrud.

 - Jeg vil ikke byde min familie det hér, så vi flytter, slår Jan Sørensen fast. 

Men når familien første juni flytter, er det ikke kun huset de siger farvel til. Malene og Jan Sørensen stopper som forpagtere af Skælskør Vandrehjem, som kun ligger få hundrede meter fra boligen. At de har været på arbejde så tæt på, har ikke skræmt tyvene.

 - De må have holdt øje med os. Det er meget ubehagelig, siger Marlene Sørensen.

Politiet gør hvad de kan for at stoppe de mange indbrud.

 - Når der er mange indbrud i et område kan vi sætte ekstra patrulje dér, og så orienterer vi landbetjenten og naboerne, siger Marianne Roed, Vicekriminalkommissær ved politiet i Slagelse. 

I følge Rigspolitiet er der færre og færre indbrud. Men der er kun opklaret 4 % af de 1351 anmeldelser, der var i Slagelse politikreds sidste år. For hele Region Sjælland er opklaringsprocenten mellem 7 og 8.

 - Hvis vi fanger dem på fersk gerning kan vi anholde ham, ellers skal vi jo have beviser for, at det er indbrudstyven, vi har fat i, forklarer Marianne Roed. 

Jan og Malene Sørensen har sat tyverialarmer op, og det har afværget to indbrudsforsøg. Derudover kan man sikre sit hus med gode låse, mærke sine ting, sætte lys op, klippe hækken lavt og lave aftaler med naboen. Og så er det vigtig, at man ved, hvad der er blevet stjålet.

Og lige præcis dét var afgørende for Malene og Jan Sørensen. Ved et af indbrudene fik de stjålet billetter til en Rolling Stoneskoncert. Billetterne blev fundet hos en formodet gerningsmand, og han blev i sidste uge dømt til mellem tre og fire års fængsel.


Nyhedsoverblik