Flugtbilist har meldt sig selv

En 28-årig mand meldte sig selv på politistationen, efter at politiet efterlyste flugtbilisten fra Kalundborg, der i søndags påkørte en 11-årig dreng.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Søndag aften blev en 11-årig dreng påkørt. I går kom en mand ind hos politiet sammen med sin advokat og meldte sig selv. Politiet har sigtet flugtbilisten for at påkøre en 11-årig dreng, der blev slynget ind i en butiksrude.

Den 28-årige blev fremstillet i grundlovsforhør onsdag eftermiddag.

Her valgte dommeren, at manden skulle varetægtsfængsles i 27 dage. Af hensyn til den videre efterforskning blev der nedlagt referatforbud, så der slap ikke andre detaljer ud fra retssalen end kendelsen på de 27 dage.

Forsvareren for den 28-årige mand var langt fra tilfreds efter grundlovsforhøret var overstået.

- Jeg mener jo ikke, at der i den sag er et grundlag til en varetægtsfængsling, sagde advokat Finn Walther Petersen, og på spørgsmålet om hvorfor, uddybede han:

- Jamen sådan som jeg vurderer beviserne i sagen er på nuværende tidspunkt, så mener jeg ikke, at der burde have været en varetægtsfængsling.

Den sigtede nægter sig skyldig i at have kørt bilen, og forsvareren vil nu kære rettens kendelse til Østre Landsret.

Baggrund:

Det var søndag aften ved 23-tiden, at bilisten i en sort Golf flere gange påkørte en Skoda. Derefter satte ejeren af Skodaen efter bilisten i den sorte Golf, der tog flugten ned gennem Kordilsgade i Kalundborg. Gaden er gågade-zone, og her måtte en mand springe for livet, mens en 11-årig dreng ikke slap så let.

Drengen blev slynget hen over bilen, før han endte i en butiksrude. Han slap mirakuløst fra påkørslen med nogle overfladiske skrammer.

Efter påkørslen flygtede bilisten påny, og tæt forfulgt af Skodaen kørte bilisten i den sorte Golf ind i en rundkørsel, hvor bilen stoppede så kraftigt op, at den blev påkørt bagfra af den forfølgende bil.

Sammenstødet fik motoren i den sorte Golf til at lække så meget olie, at flugtbilisten istedet tog flugten til fods.


Nyhedsoverblik