Flugtbilist: Det var ikke med vilje

Foto: TV ØST

Den 18-årige mand, der kørte en knallertkører ned og dræbte ham natten til lørdag, er i dag blevet varetægtsfængslet til den 29. maj.

Det var en følelsesladet ung mand, der ankom til Retten i Næstved klokken 12 i dag.

 Han forklarede, at han havde kørt bilen og at han var stukket af fra stedet, fordi han gik i panik.

Anklageren forsøgte at finde ud af, hvor meget den 18-årige havde fået at drikke inden ulykken. Men det blev aldrig helt klart.

Dommeren fastsatte varetægtsfængslingen til to en halv uge, for at anklagemyndigheden kan nå at få svar forskellige prøver, der måske kan vise om den 18-årige var påvirket af alkohol eller stoffer.

- Jeg er meget tilfreds. Det var netop hvad jeg havde bedt om, så vi kan nå at få svar på prøver og få afhørt de sidste vidner, siger anklager ved Sydsjælland og Lolland-Falsters politi, Maj-Britt Elise Martinussen.

Det kom frem under grundlovsforhøret, at den 18-årige havde været til en familiefest, som han var blevet smidt ud fra, fordi han, ifølge andre festdeltagere, opførste sig provokerende.

Det kom også frem, at der var tre andre i bilen, da ulykken skete. Og ifølge den 18-åriges forklaring var han ved at tale med en på bagsædet, lige inden ulykken skete. Da han vendte sig om, var der et stærkt hvidt lys lige foran ham og knallertkøreren ramte forruden.

Han stak ifølge sin egen forklaring af, fordi han gik i panik. Han sagde flere gange grædende, at ulykken ikke var med vilje.

Og da dommeren tilslut spurgte, om han havde noget at tilføje, sagde han, at han bare gerne ville hjem.

Han kærede varetægtsfængslingen til Landsretten.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App