Flertal vil hæve erstatninger til ofre

Foto: TV ØST

I kølvandet på Brønderslev-sagen tegner der sig nu et politisk flertal for at hæve offer-erstatninger.

Et politisk flertal vil hæve erstatningerne til ofre, der har været udsat for forbrydelser.

Det sker i kølvandet på Brønderslev-sagen, hvor ni børn fik i alt 460.000 kroner i erstatning for forældrenes årelange vanrøgt og overgreb.

Den ældste af børnene fik 150.000 kroner, selvom hun blev voldtaget, gennembanket og spærret ind, og den erstatning får nu flere partier op ad stolene.

- Det kan umiddelbart virke som et lavt beløb, og jeg er positiv overfor at se på, om erstatningsniveauet kan opjusteres, siger Venstres retsordfører, Kim Andersen.

Også Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti støtter en ændring af offererstatningerne.

- Vi mener, at der skal ske et løft på samtlige erstatninger, for Danmark er sakket bagud på det her område, siger Socialdemokraternes retsordfører, Karen Hækkerup.

Hun forestiller sig "en tre-firedobling" af erstatningsniveauet.

Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti vil oprette en offer-fond, som dømte skal indbetale til, og som skal være med til at finansiere de forhøjede erstatninger.

- Når man har været udsat for så grove ting som i denne sag, så skal man sikre, at ofrene også kan få hjælp for de skader, som opstår senere i livet, siger SF's socialordfører, Özlem Cekic.

- Som børn får de hjælp af det offentlige, men den type oplevelser plager også ofrene som voksne. Der rækker 150.000 kroner ikke langt nok.

Özlem Cekic vil dog ikke sætte konkret beløb på. 

Juraprofessor Eva Smidt siger til TV2 News, at det danske erstatningsniveau til ofre er lavere end niveauet i andre lande. Tanken bag er ifølge juraprofessoren, at samfundets sociale sikkerhedsnet for eksempel hjælper med psykologhjælp.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App