Det vi har sammen

Flertal for privatisering af køreprøver

Foto: TV ØST

I flere år har elever og kørelærere over hele landet døjet med urimeligt lange ventetider på teori- og køreprøver. Nu er politikernes tålmodighed sluppet op.

Hvis politiet ikke retter op på de lange ventetider på teori- og køreprøver senest efter sommerferien, er et flertal i Folketinget klar til at privatisere prøverne.

Formanden for Folketingets Retsudvalg Peter Skaarup (DF) siger, at justitsministeren nu må slå i bordet overfor politiet.

- Rettes der ikke op på forholdene, er vi klar til at privatisere, siger han.

Samme melding kommer fra Venstres retspolitiske ordfører Kim Andersen:

- Det er helt urimelige forhold for elever og et helt erhverv. Sker der ikke forbedringer, arbejder vi for en privatisering, siger Kim Andersen.

Og hos de Konservative er meldingen heller ikke til at misforstå: - Vi foretrækker at køreprøven ligger hos politiet. Men hvis de ikke kan eller vil løe opgaven, så må vi se om privatisering ikke er vejen frem, siger Tom Behnke (Kons.) i dag til TV2 Øst.

I Holbæk er ventetiderne ifølge kørelærerne nu kommet op på 11 uger, og det kan ikke være rimeligt, mener kørelærerne i området. - Jeg synes at det er en rigtig god ide at privatisere, siger kørelærer Torben Shonemann til TV2 Øst. Hvis politiet ikke har ressourcerne - og det er jo deres undskyldning - så lad da nogen andre få den opgave. Så kan politiet bruge de ressourcer de har på at fange kriminelle siger han til TV2 Øst.

Ventetiderne er visse steder det tredobbelte af Rigspolitiets retningslinjer på kun to ugers ventetid. Kørelærerne har forsøgt at råbe de lokale politikredse op - senest i Næstved, hvor det dog har været forgæves.

Formanden for Næstved Kørelærerforening Max Kofod siger, at "beskeden fra politiet i Næstved har været, at det område slet ikke er prioriteret".

- Politiet har ellers statistikker for, hvor mange prøver, der er brug for. Men politiet sætter dem bare ikke af. I vores område går det ud over cirka 2000 elever årligt, siger han.

Den besked fra Næstved Politi undrer formanden for Folketingets Retsudvalg Peter Skaarup.

- Det er helt ude af trit med, hvad vi har fået at vide. Justitsministeren svarede i sidste måned, at Rigspolitiet nu havde skrevet ud til politidirektørerne og understreget, at det er et område, der skal prioriteres, siger Peter Skaarup.

Problemerne med ventetiderne har stået på i flere år. Dansk Kørelærer-Union har råbt op, politikere i Retsudvalget har sendt en byge af spørgsmål til justitsminister Lene Espersen (K), der adskillige gange har lovet bod og bedring. Foreløbig er der ikke sket forbedringer. Men det skal være slut nu med kørekort-kaos, fastslår Venstres retspolitiske ordfører Kim Andersen efter en række møder og skriftlige henvendelser til ministeren.

- Det er ringe service fra politiet, det er alt for dårligt. Justitsministeren har lovet, at rette op på det, og vi får en statusrapport på, om det er sket efter sommerferien. Har det ikke bedret sig, vil vi arbejde for en privatisering af prøverne, siger Kim Andersen.

På forhånd er der opbakning fra Dansk Folkeparti.

- Det er helt urimeligt med de lange ventetider. Jeg hører også klagesangen, og nogle steder kan kørelærerne ikke engang bestille prøver over bookingsystemet på internettet, fordi der simpelthen ikke er nogen, siger Peter Skaarup.

Tip os Har du et godt tip?