Flere trafikdrab på landevejene

Sjællands Færdselssikkerhedsudvalg sætter de næste fire uger fokus på de bilister, der kører for hurtigt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Antallet af trafikdræbte er steget voldsomt, og de stigende hastigheder på landevejene spiller en afgørende rolle. En udvikling der skal vendes! Derfor sætter Sjællands Færdselssikkerhedsudvalg de næste fire uger fokus på de bilister, der kører for hurtigt.

Det er en kendsgerning, at to ud af tre trafikdræbte møder døden på landevejene, hvor 42 personer sidste år blev trafikdræbt alene i Vejcenter Sjællands område.

En undersøgelse lavet af analyseinstituttet Megafon viser, at otte ud af 10 bilister overskrider hastighedsgrænserne på landevejene med 10 km/t eller mere. Så der er god grund til at "Ta´10 af farten". 

I de næste fire uger vil Sjællands Færdselssikkerhedsudvalg sammen med 9 kommuner og 3 politikredse derfor sætte fokus på hastighedsovertrædelserne som led i en landsdækkende kampagne.

- Hvis vi kan gøre en forskel, så SKAL vi gøre en forskel, siger vejcenterchef Stina Teilmann-Ibsen, der også er formand for Sjællands Færdselssikkerhedsudvalg.  

- Det er i virkeligheden en lille indsats vi hver især skal gøre for at reducere antallet af trafikdræbte. Budskabet er ikke svært at forstå, det er bare om at gøre det. 42 trafikdræbte i vores område er alt, alt for mange. 
 
 
Fartkampagnen "Ta´10 af farten" retter sig primært mod mænd mellem 25 og 49 år. De skal forstå konsekvenserne af deres hastighedsoverskridelser.

Hvis de vælger at "Ta´10 af farten," er de med til at få vendt den negative udvikling i antallet af trafikdræbte.

Hvad betyder 90 km/t i en kritisk situation i stedet for 80 km/t? Ikke alverden vil mange nok sige, men alt siger en bilinspektør.

- Jeg har gang på gang stået med dødsulykker, hvor flere faktorer har spillet ind, men hvor jeg kunne konstatere, at konsekvenserne havde været meget mindre, hvis farten havde været bare 10 km/t mindre. Det er utroligt, hvor lidt der skal til, siger bilinspektør Per Bo Hansen.


Nyhedsoverblik