Flere til at jagte tyveknægte på Sydsjælland

Der kommer flere politibetjente hos Sydsjællands og Lolland-Falsters politi.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der skal skæres dybt i antallet af politibetjente i København - og det kommer blandt andet Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til gode.

Det oplyser Ritzau.

Frem mod 2015 skal politikredsene i København og Nordsjælland skære 200 betjente ud af styrken. Deres stillinger oprettes i stedet i andre politikredse.

Fagforening: Rimelig løsning

- Det er bestemt ikke, fordi der er for mange betjente i København - tværtimod, siger formand for Politiforbundet Peter Ibsen til Ritzau.

Men alligevel er løsningen rimelig, indrømmer han.

- Der er lavet en personalefordelingsplan, der har vist, at denne flytning af personale vil være mere ligelig i forhold til arbejdstryk og arbejdsstyrke i de forskellige kredse, siger Ibsen.

Det er blandt andet Sydsjælland og Lolland Falsters Politi samt Syd- Sønderjyllands Politi, der får glæde af den såkaldte allokation.

Udløser ansættelsesstop

- Det svarer til at fordele smørret ligeligt på et stykke brød. Så set i en større sammenhæng er det svært at være utilfreds med løsningen, siger Peter Ibsen.

For Københavns Politi betyder flytningen af stillingerne, at der er ansættelsesstop. Styrken i hovedstaden skal reduceres fra 2900 ansatte til 2700 i løbet af de næste to år.

Politidirektør Thorkild Fogde kan ikke garantere, at man ikke også bliver nødt til at gennemføre fyringer.

- Det er for tidligt endnu at vurdere, om der bliver behov for afskedigelser, men vi forsøger at klare os igennem uden, siger han til Ritzau.

Det er Rigspolitiet, der har undersøgt, om politikredsene i Danmark har en ligelig fordeling imellem arbejdsbyrden og antal ansatte.

/ritzau/


Nyhedsoverblik