Flere smugler øl og sodavand

Toldkontrollen i Rødbyhavn oplever kraftig stigning i illegal indførsel af øl og mineralvand

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Smugleriet af for store mængder øl og sodavand stiger kraftigt i Rødbyhavn. Tal fra toldkontrollen viser, at der i årets fire første måneder er blevet opkrævet afgifter af 69 000 liter øl og 30 000 liter mineralvand. De tilsvarende tal for 2006 var på omtrent det halve.

Toldernes stikprøvekonroller viser, at mange af de rejsende medbringer mellem 500 og 1.500 liter øl, hvor den vejledende tilladte mængde er 110 liter øl pr person.

Afdelingsleder Henry Bollmann, Skattecenter Køge, fortæller, at tolderne næsten dagligt stopper varevogne læsset med øl og mineralvand.

- Chaufførernes standardsvar er, at de store mængder er til eget forbrug. Gået nærmere på klingen indrømmes det, at varerne ikke er til eget forbrug, men er til naboer, arbejdskollegaer eller til videresalg, fortæller afdelingsleder Henry Bollmann.

På den baggrund vil tolderne nu informere om reglerne ved at uddele foldere til de rejsende i forbindelse med deres udrejse til Tyskland.

- Vi har målrettet kampagnen, så det ikke skal være på grund af ukendskab til reglerne, at de rejsende tager for meget med hjem, udtaler Henry Bollmann.


Nyhedsoverblik