DSB bøjer sig: Flere pladser på sydbanen

Foto: TV ØST

DSB bøjer sig nu for pendlernes kritik, og indsætter flere togvogne på Sydbanen.

Jan Jensen er pendlertalsmand i Vordingborg. Klokken er 16.45 og han står på spring på hovedbanegården i København – nu starter kampen om en plads i toget.

- der er ikke siddepladser nok til de rejsende, så man står op. Og skal man på toilettet under rejsen, er det noget af en kamp med at kravle op og ned af folk, siger Jan Jensen

Det er især på morgentoget fra Nykøbing Falster til København klokken 6.38 – og på toget hjem igen fra København klokken 16.45 der er for få pladser.

Men det skal der nu rettes op på.

DSB har haft et møde med pendlerne i det syd- og midtsjællandske. Og jernbaneselskabet erkender problemet. Især på morgentoget fra Nykøbing Falster til København er belægningsprocenten helt oppe på 97 procent.

- Vi har et antal tog, som vi skal anvende bedst muligt, og da vi havde lagt køreplanen for sydbanen, så havde vi selvfølgelig håbet, at vi med det samme havde kunnet have det antal vogne der skulle bruges. Det var så ikke tilfældet. Vi er blevet klogere, og det gør vi så, hvad vi kan for at rette op på, forklarer Tony Bispenskov der er trafikinformationschef hos DSB.

Flere tog og pladser er dog ikke nok til at mætte de mange pendlere - der er mere på ønskelisten

- Vi ser gerne det de tilbød os i efteråret, med bedre og mageligere tog, siger Jan Jensen

Og det ønske vil de hos DSB også gerne se nærmere på

- Det er sådan at den køreplan, der trådte i kraft i august, der er der endnu flere IC3 afgange. Det kan sikkert blive endnu bedre, så det kigger vi også på, siger Tony Bispenskov fra DSB

Indtil videre passer pladserne på de andre strækninger i regionen - og DSB lover en løsning på sydbanen snart.

02:05 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App