Flere lærere bliver fyret

I dag blev det besluttet, at 32 lærere i Vordingborg Kommune skal fyres. Og flere fyringer er på vej i Region Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere af regionens kommuner er nødsaget til at fyre lærere. På Fanefjordskolen i Askeby på Møn er Tanja Egevang lærer i 4. Klasse. Hun frygter, at hun bliver en af det seks, som skolen bliver nødt til at fyre.

 

 

- Jeg føler mig meget udsat, fordi vi er en lille personalegruppe, og der er mange, som er sikret på forhånd blandt andet tjenestemænd og tillidsrepræsentanter, siger Tanja Egevang. 

Og Fanefjordskolens tillidsrepræsentant har især mærket frustrationerne på lærerværelset.

- Der har været en vis afmagtsfølelse. Vi har været trykket og ingen har rigtig haft lyst til at gøre noget ekstra. Man går og venter simpelthen, siger Ivar Karrebæk Askøe, der er tillidsrepræsentant på Fanefjordsskolen.

Og Vordingborg Kommune er langt fra det eneste sted. I både Lolland og Kalundborg Kommune skal der fyres lærere. Og Danmarks Lærerforening forudser, at der er endnu flere fyringer på vej i Region Sjælland.

- Det er meget dramatisk, og det værste ved det er, at jeg kun tror, det er toppen af isbjerget, siger Anders Bondo Christensen, formand for Dansk Lærerforening.

Og de mange fyringer kan blandt andet betyde, at der bliver mindre tid til skolehjemsamtaler, og at lejrskoler bliver skåret helt væk. Det foruroliger forældreforeningen, Skole og Samfund.

- Det bekymrer mig, at der bliver færre hænder til de ting, som skal laves. Hvis det er, at vi skal lave det på samme måde. Men jeg synes, vi skal tænke konstruktivt og anderledes på det og se, om antallet af lærere og børn kan komme til at harmonere, siger Benedikte Ask Skotte. 

 

 

 

 


Nyhedsoverblik