Flere internationale skoler i Danmark

Virksomheder skaber grobund for flere internationale skoler i provinsen, som Herlufsholm. Højtuddannet udenlandsk arbejdskraft efterspørger skolerne til deres børn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Danske virksomheder, som ønsker at tiltrække højtuddannet udenlandsk arbejdskraft, mødes i stigende grad af forespørgsler om, hvorvidt de kan tilbyde undervisning på engelsk til børn i grundskolen. Og stadig flere kan svare ja, for antallet af internationale skoler er i vækst. Det skriver Erhvervsbladet onsdag.

De eksisterende internationale skoler er koncentreret om Københavns-området samt Århus, Aalborg, Næstved (Herlufsholm) og The International School of Als i Sønderborg. Men nu følger flere provinsbyer efter, mener chefkonsulent Peter Møller, Ikast-Brande Kommune.

- Vi vil se, at antallet af internationale skoler vil øges de næste fem til otte år. Hele snakken om at rekruttere mere videnarbejdskraft fra udlandet er toppen af forklaringen, men der vil på grund af den demografiske udvikling også bliver brug for mere faglært arbejdskraft fra udlandet, og den tendens vil ikke stoppe, siger han.

Det bekræfter sekretariatschef i Frie Grundskolers Fællesråd (FGF), Jens Vadet Poulsen.

- Vi ser en tendens til, at internationale virksomheder ønsker at bringe denne facilitet ind som en del af deres tiltrækningspotentiale, blandt andet i Trekantområdet. Men på trods af regeringens festtaler om globalisering ligger det ikke lige til højrebenet at etablere en international skole. Der er meget fodarbejde forbundet med det, og initiativerne er ikke båret frem af lovgivningen, idet der er vanskeligheder med først og fremmest afvikling af prøver og at få lov til at undervise på engelsk, siger han.


Nyhedsoverblik