Flere indbrud i virksomheder

I Region Sjælland er antallet af indbrud i virksomheder steget med 61 procent over de sidste to år. Men Politiet prioriterer at opklare indbrud hos de private boligejere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den lille cafe og spillehal midt på torvet i Faxe er blevet et attraktivt sted. Hele fire gange har der været indbrud.

- Det er meget ubehageligt. Man ved aldrig, hvad man kan vente sig. Jeg bor ovenpå og er den første, som kommer, så snart alarmen er gået, siger Gitte Dandanell, ejer af Fakse Café og Spillehal.

Og det er langt fra det eneste sted, som er hårdt ramt. I hele regionen er problemet med indbrud i virksomheder steget med 61 procent over de sidste to år.

- Det er ikke godt nok. Vi er selvfølgelig ikke stolte af de høje tal, men det er en national prioritering, som gør at vi fokuserer på at opklare indbrud i private ejendomme frem for indbrud i virksomheder, siger Thorkild Steen Jensen, leder af Sydsjællands og Lolland-Falsters lokalpoliti.

Dog ser det allerværst ud i Faxe Kommune. Her er antallet af indbrud steget med 138 procent. Og det mærker man hos Faxes Erhvervsråd.

- Det er meget ubehageligt, når vores medlemmer vågner op til et indbrud. Vi har også selv haft indbrud op til flere gange, siger direktøren Søren Vagn Hansen.

Ifølge spillehalsejeren Gitte Dandanell burde politiet være mere synlige.

- Det er nemt at være indbrudstyv her i området, tyvene ved politiet er lang tid om at komme frem. Politiet er langt væk, og de burde derfor patruljere oftere og her burde være et nærpoliti, siger hun.

Spillehallens ejer har istedet sikret sig mod nye indbrud ved blandt andet at sætte flere låse på hoveddøren. Det har nemlig kostet godt 100.000 kroner i tab og sikring af spillehallen, og der er ingen af indbruddene, som er blevet opklaret.

 


Nyhedsoverblik