Flere hundrede demonstrerede mod besparelser

Foto: TV ØST

Udviklingshæmmede, psykisk syge og deres støtter demonstrerede her til aften inden byrådsmødet i Vordingborg Kommune. De er vrede over, at flere værksteder står foran lukning.

Flere hundrede demonstrerede torsdag aften mod besparelser på beskyttede værksteder i Vordingborg Kommune.

Ved mødet skal politikerne diskutere besparelserne. Det kan blandt andet betyde farvel til et pottemageri, et gartneri og tilbud om uddannelse for unge. 70 af 168 arbejdspladser står til at blive sparet væk.

- Vi ser på alle områder, og ja - der vil også komme besparelser på de beskyttede arbejdspladser, siger borgmester Henrik Holmer (Soc.dem.).

For en god uge siden blev lukningen af nogle mindre skoler droppet af politikerne. Det skete efter store protester fra utilfredse forældre. Nu kigger man på at skære i udgifterne til udviklingshæmmede og psykisk syge. Ifølge Landsforeningen LEV, som er talerør for de udviklingshæmmede, er det et eksempel på, at en gruppe af såkaldte svage borgere taber til skolebørnenes veltalende forældre.

- Jeg synes, det er rystende. Men det er den nemme løsning. Man slår på dem, som ikke slår igen, siger formand for LEV Fakse/Vordingborg, Kristian Nicolaisen.

- Vi er vores sociale ansvar bevidst, men vi har i sin tid overtaget nogle ting fra amtet, som man ikke har set i den store sammenhæng. Der er steder, som man kan effektivisere, siger Henrik Holmer (Soc.dem.).

Med meget færre arbejdspladser kan det, ifølge kilder på de beskyttede værksteder, skabe ventelister på arbejde og mere tid derhjemme uden det store sociale netværk.

- De kan gå fuldstændig i stå. Uden et arbejde hver dag, så vil de føle, at de er overflødige, og hvis alle besparelserne bliver besluttet, så kan jeg ikke se, at kommunen kan overholde Serviceloven, siger Kristian Nicolaisen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App