Flere hjemløse katte i vintermånederne

Foto: TV ØST

Juletiden er ikke lige sød for alle. Dyreværnsorganisationer melder om en klar stigning i antallet af katte, som bliver efterladt af deres ejere.

Burene er fuldt bookede op hos Kattens Værn i Slagelse. I november og december måned har internatet i gennemsnit modtaget to-tre henvendelser fra borgere om dagen vedrørende efterladte katte. Og det er et stort problem.

- Det er meget værre, end jeg har tidligere har oplevet det. Der er flere end nogensinde før på den her årstid. Og vi kan ikke tage alle ind, for vi har simpelthen ikke plads til flere, fortæller internatleder i Slagelse, Bettina Petersen.

Derfor står katte nu på venteliste til internatet. Og det er ikke kun Kattens Værn, der mærker presset denne vinter.

- Der er mange katte, der bliver efterladt i øjeblikket. Det er en tendens vi har set gennem de sidste par år, at vi får rigtig mange nødlidende, hjemløse katte ind på vores internater, siger Tina Engberg, kommunikationschef ved Dyrenes Beskyttelse.

Både hos Dyrenes Beskyttelse og i Slagelse er man enige om, at tendensen kan skyldes finanskrisen.

- Folk føler afmagt, de kan ikke klare mere, så nu efterlader de bare det hele, og det gælder også katten, konstaterer Bettina Petersen på baggrund af de mange henvendelser internatet modtager.

Men det er hårdt at være kat i vinterkulden.

- De har sværere ved at finde føde, og når det bliver frostvejr så fryser vandet også, forklarer Bettina Petersen.

Hos Kattens Værn i Slagelse er behovet så stort, at man har valgt at holde ekstra åbent mellem jul og nytår. Derfor er julebønnen da også klar.

- Vi håber, der er nogle, der vil have en kat i det nye år, så vi kan hjælpe nogle af de efterladte katte.

En kat hos Kattens Værn i Slagelse koster 900 kr. inkl. vaccine, øremærkning, neutralisering.

03:00 Luk video

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App