Flere har langt til arbejde

6,3 procent af de beskæftigede har mere end 50 kilometer til arbejde. Især mænd vælger job langt fra bopælen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

178.000 danskere pendler længere end 50 kilometer for at komme på arbejde. Det er mere end 20.000 flere end i 2003 og svarer til 6,3 procent af de beskæftigede.

To ud af tre langdistancependlere er mænd. Således pendler 8,2 af de beskæftigede mænd og 4,2 procent af de beskæftigede kvinder over 50 kilometer.

209.000 pendler mellem 30 og 50 km hver vej, og 258.000 har mellem 20 og 30 km til arbejde. Det viser tal fra Danmarks Statistik opgjort 1. januar 2007.

Faxe Kommune er topscorer, når det handler om de lange køreture. Mere end hver femte af de beskæftigede med bopæl i kommunen pendler over 50 kilometer.

De ni bopælskommuner med den højeste andel beskæftigede med mere end 50 kilometer til arbejde ligger alle på Vest- og Sydsjælland.

228.000 pendler slet ikke. De har bopæl og arbejdssted på samme adresse. Det svarer til 8,1 procent af de beskæftigede.

Den største andel af ikke-pendlere findes på Læsø, hvor 19,1 procent af de beskæftigede bor og arbejder på samme adresse.

/ritzau/


Nyhedsoverblik